Nyt IT-redskab samler teori og praksis i ét

Hvad gør man, hvis man ikke kan finde ét redskab til at dele viden, samle de demensfaglige teorier og have overblik over husets beboere? Så udvikler man det bare selv ...
Det var i hvert fald, hvad plejehjemmet Fuglsanggården gjorde, da det blev mere og mere klart for plejecenterleder Helle Thomsen, at al den viden, der var i organisationen, ikke blev delt og drøftet hensigtsmæssigt. Med andre ord: Viden gik tabt.
- Vi ved rigtig meget om demens her på Fuglsanggården, men det er tavs viden. Det bliver ikke delt ordentligt, konstaterer plejecenterleder Helle Thomsen.
Sammen med MTIC - Region Midtjyllands MedTech Innovation Consortium - gik Fuglsanggården derfor igang med at finde en samarbejdspartner, som ville investere tid i at udvikle ét program efter plejehjemmets egne behov. Den opgave sagde den danske virksomhed InCare Systems ja til.
Demenskammeraten Demenskammeraten giver overblik og et fælles fagligt sprog blandt personalet i overleveringsmøderne omkring borgerne. |
Samler demensfaglige teorier
Resultatet er "Demenskammeraten". Et redskab, der samler de demensfaglige teorier, giver mulighed for medicinsk-, psykisk- og trivselstriagering og et program, der skal bruges af hele personalegruppen.
Programmet samler borgernes demensdiagnose, aktuelle udfordringer i adfærd, personlighed, løbende opfølgning på tværfaglige indsatser og giver mulighed for daglige opfølgninger med et systematisk og hurtigt overblik på én og samme skærm.
Fuglsanggården har implementeret Demenskammeraten i den daglige drift. Det har ifølge Helle Thomsen haft flere positive konsekvenser.
- Nu har vi beboerkonferencer flere gange om dagen istedet for et par gange om ugen. Det betyder, at beboerne er mere i centrum. En række bureaukratiske arbejdsgange er nedlagt, og den tid, vi har fået til rådighed, bruges på mere omsorg og mere nærvær, fortæller Helle Thomsen.
Visuelt overblik
Effekter ’Demenskammeraten’ er lige nu i test på Fuglsanggården. De forventede resultater er blandt andet mere målrettet omsorg til beboerne og bedre arbejdsmiljø, da personalet, uanset vidensniveau, bliver inddraget i det fælles sprog omkring deres arbejdsopgaver. |
Demenskammeraten er bygget op, så den understøtter og giver et fælles fagligt sprog blandt personalet i overleveringsmøderne omkring borgerne. Den giver et øjeblikkeligt visuelt overblik over borgernes trivsel, fortæller technical director Søren Møller fra InCare Systems.
- Demenskammeraten understøtter personalet i at vurdere hvilke borgere, som kræver ekstra fokus den pågældende dag, hvilke plejeindsatser, der er optimale i forhold til en borger med en given adfærd, i en given periode. Og efter interaktion med borgeren giver personalet feedback, så der er mulighed for evaluering og efterfølgende justering af indsatser, siger Søren Møller.
Han takkede ja til opgaven fordi InCare Systems i forvejen har erfaring med udvikling af software til plejesektoren.
- Det er altid et sats at gå med på en idé. Vi bruger år på udvikling, som vi ikke får en krone for. Men det her projekt var så spændende og så innovativt, at vi straks så et potentiale. Det har vi bestemt ikke fortrudt, siger Søren Møller.
InCare Systems præsenterede for nylig Demenskammeraten på CareWare i Aarhus, hvor det blev godt modtaget. Nu skal programmet testes yderligere med VIA College Aarhus på sidelinjen.
Optimal pleje med Kitwoods blomst Demenskammeraten har demensblomsten som omdrejningspunkt. ’Demenskammeraten’ anskueliggør personalets anvendelse af den neuropædagogiske og personcentrerede tilgang til plejen og giver på den måde personalet mulighed for at yde den optimale pleje til borgere med en demenssygdom. |