23948sdkhjf

Coloplast-direktør stopper med øjeblikkelig virkning

Bestyrelsesformand, som tidligere har været topchef, overtager som midlertidig administrerende direktør

Coloplasts topchef, Kristian Villumsen, forlader sin post med virkning fra dags dato.

Det oplyser medikoselskabet i en pressemeddelelse mandag.

- Over de sidste fem år har vi lavet signifikante opkøb og udvidet til nye højvækst-segmenter og styrket Coloplasts grundlag for vækst. Jeg er stolt af, hvad vi har opnået sammen, og jeg ønsker teamet al succes fremadrettet, siger Kristian Villumsen i pressemeddelelsen.

Bestyrelsesformand Lars Rasmussen overtager posten som administrerende direktør midlertidigt.

Lars Rasmussen har tidligere været topchef i Coloplast. Det var han i ti år frem til 2018, hvor han blev afløst af Kristian Villumsen.

Udskiftningen på direktørposten begrundes med, at Coloplast går ind i en ny strategiperiode.

Derfor vurderer bestyrelsen, at det er et godt tidspunkt at lede efter en ny topchef, som kan lede Coloplast ind i en ny fase med langvarig, bæredygtig vækst, lyder det i pressemeddelelsen.

- På vegne af bestyrelsen vil jeg takke Kristian for hans engagement og bidrag til Coloplast gennem de seneste 17 år. Siden han blev CEO i 2018, har han været medvirkende til at styrke vores markedsstilling, blandt andet gennem centrale strategiske opkøb. Da vi nu forbereder os på at opdatere vores strategi, mener bestyrelsen, at det er tid til at indsætte en ny CEO for at realisere potentialet og sikre langsigtet vækst og værdiskabelse for Coloplast-gruppen. Jeg ser frem til at arbejde sammen med den øverste ledelse, mens bestyrelsen gennemfører søgningen efter Coloplasts næste CEO, siger Jette Nygaard-Andersen, som overtager posten som bestyrelsesformand, mens nuværende bestyrelsesformand, Lars Rasmussen, er trådt ind i rollen som midlertidig administrerende direktør.

Coloplast forventer at have en ny topchef på plads inden for 12 måneder.

Foruden sårpleje producerer Coloplast blandt andet også sygeplejeartikler til brug inden for stomi, kontinens og hudpleje.

Udskiftningen på topposten i selskabet kommer dagen før, at Coloplast efter planen kommer med sit kvartalsregnskab.

I sidste uge kunne Coloplast fortælle, at man nedjusterede forventningerne til det skæve regnskabsår 2024/2025.

Tidligere var forventningen, at den organiske vækst ville lande på otte til ni procent. Det blev torsdag nedjusteret til syv procents organisk vækst.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063