23948sdkhjf

Stilstand i Coloplasts urinvejsforretning fører til nedjustering

Medikoselskabet Coloplast regner med organisk vækst på syv procent. Før hed forventningen otte til ni procent

Det danske medikoselskab Coloplast nedjusterer sine forventninger til sit skæve regnskabsår 2024/25.

Det oplyser selskabet i en børsmeddelelse torsdag.

Den organiske værst ventes nu at lande på syv procent for året. Tidligere regnede selskabet med at ende i intervallet mellem otte og ni procent.

Organisk vækst er et udtryk for udviklingen i en virksomheds omsætning eller overskud fraregnet eksempelvis opkøb af virksomheder.

Det kan give et mere retvisende billede af, hvorvidt en virksomhed reelt vokser eller går tilbage.

Selskabet producerer sygeplejeartikler inden for områder som stomi, kontinens, urologi og hud- og sårpleje.

Det er området urologi, som vedrører sygdomme i urinvejene og mandens kønsorganer, som tilskrives nedjusteringen.

Coloplast regner med, at en del af den forretning kommer til at udvikle sig fladt i indeværende regnskabsår.

Investorer reagerede umiddelbart kraftigt på nyheden ved at sende aktien ned med syv procent, men siden har kursen rettet sig lidt igen. Kort før klokken 13 står Coloplast-aktien til et fald på knap tre procent.

I forbindelse med nedjusteringen har Coloplast også løftet sløret for en del af sit halvårsregnskab, som først offentliggøres i sin helhed den 6. maj.

Her fremgår det blandt andet, at den organiske vækst lød på syv procent i første halvdel af det skæve regnskabsår.

Væksten var blandt andet drevet af stomiforretningen, som har været en af selskabets helt store vækstmotorer.

Coloplast har hovedsæde i Humlebæk i Nordsjælland og har omkring 16.000 ansatte på verdensplan.

Selskabet blev grundlagt tilbage i 1957.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063