23948sdkhjf

Regeringen har trecifret millionplan for dansk life science

Regeringens finanslovsudspil indeholder forslaget om at tilføre 100 millioner kroner årligt til life science

Står det til regeringen, skal statens store pung hives op af lommen de kommende år, når det kommer til dansk life science.

Samlet set skal der afsættes 100 mio. kroner til en ny life science strategi fra næste år og frem til 2027, skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

- Vi har et godt og solidt erhvervsliv i Danmark. Men vi må ikke læne os for godt tilbage i stolen. Derfor er vi i regeringen fast besluttet på at udvikle dansk erhvervsliv, så det også står stærkt i fremtiden. For vi skal følge med nye teknologier, sikre gode betingelser for danske iværksættere, understøtte Danmarks styrkeposition inden for life science og sikre bæredygtig udvikling af dansk turisme, så vi kan tiltrække endnu flere besøgende til vores land, udtaler erhvervsminister Morten Bødskov i pressemeddelelsen.

Den nuværende life science-strategi udløber ved årsskiftet, og arbejdet med en ny strategi har været i gang siden foråret. 

I forbindelse med den nuværende strategi, som blev indgået ved en aftale i maj 2021, blev der afsat 270,8 mio. kr. i perioden 2021-2023 til 38 konkrete initiativer for at styrke rammevilkårene for Danmarks life science-industri. Desuden var det nationale Life Science Råd en del af samme aftale.

Den nye strategi bliver lanceret foråret 2024 og forventes bl.a. at indeholde initiativer inden for forskning, udvikling, sundhedsdata, innovation og eksportfremme.

Mindre kedelig end sidst

Millionerne er en del af en pakke på i alt 2,3 mia. kroner, som skal bakke det danske erhvervsliv op og sikre konkurrenceevnen. Regeringen fremhæver særligt danske iværksættere, life science industrien, udviklingen af kvanteteknologi, bæredygtig turisme og store internationale sportevents.

Finanslovsudspillet blev præsenteret på et pressemøde, hvor finansminister Nikolaj Wammen (S) kaldte denne finanslov for "lidt mindre kedelig end sidst", særligt fordi råderummet er større og inflationen mindre.

Finanslovsudspillet kalder regeringen for "Fremtidssikring af Danmark".

Forslag på erhvervsområdet til finansloven:

  • Der afsættes i alt 1,5 mia. kr. i 2024-2027 til styrkelse af rammevilkårene for danske iværksættere. 
  • Der afsættes 50 mio. kr. årligt i 2024-2027 til at understøtte udviklingen af kvanteteknologi i Danmark. 
  • Der afsættes 100 mio. kr. årligt i 2024-2027 til en ny life science-strategi. 
  • Der afsættes i alt 180 mio. kr. til bæredygtig udvikling af dansk turisme og store sportevents til afholdelse i Danmark.

Kilde: Erhvervsministeriet

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093