Konference sætter fokus på fremtidens life science på tværs af Øresund
Der er rig mulighed for at networke og få ny viden til den store konference The Future of Swedish Danish Life Science.
Det skriver mediet Life Science Sweden, som står bag konferencen.
Konferencen er den 12. udgave af sin slags, og den foregår i Medicon Village i Lund ikke langt fra Malmø. Årligt besøger cirka 500 fra life science-sektoren konferencen, som har bredt fokus på life science-branchens udfordringer og muligheder på begge sider af Øresund.
Life science-industrien
Begrebet life science-industrien bruges i Danmark som overordnet begreb, der dækker over virksomheder, der producerer, sælger eller distribuerer:
- Lægemidler
- Bioteknologi
- Medicinsk udstyr
Kilder: Sundhedsministeriet, Patent- og Varemærkestyrelsen, Dansk Industri
Programmet byder på både danske og svenske oplægsholdere med fokus på både innovation, iværksætteri og forskning.
Ifølge arrangøren er der mulighed for at deltage i dele af programmet.
- Her er mødet med dine mange branchekolleger og vores cirka 30 partnervirksomheder lige så oplagt som det højaktuelle seminarprogram. Der er tale om et såkaldt "åben dør-arrangement", hvor deltagerne kan komme og gå, som de lyster i løbet af dagen og bevæge sig frit mellem foredragene og den livlige udstilling, siger Michael Linnell, der er projektleder på eventet til Life Science Sweden.
Konferencen foregår 7. september i Lund. Man kan tilmelde sig her.