Christiansborgs politikere vil have varme, tillid og omsorg i ældreplejen. Og i øvrigt også regler, tilsyn og autorisation. Det er en umulig kombination. Her forhandles det regeringsgrundlag, hvori politikerne har beskrevet deres ideer for fremtidens ældrepleje. Foto: Mads Claus Rasmussen (Ritzau Scanpix)

- Om kontrolmekanismer kan rulles tilbage, når de først er indført? Det har jeg tænkt en del over, og mit svar er desværre nej, siger Søren Harnow Klausen.

Der er omtrent 150.000 hjemmeplejemodtagere, 70.000 plejeboligbeboere, 179 folketingsmedlemmer og en snes filosofiprofessorer i Danmark. En af filosofiprofessorerne interesserer sig for ældrepleje, og han hedder Søren Harnow Klausen og har sin daglige gang på Syddansk Universitet. 

Det spørgsmål, som Harnow Klausen besvarer, er helt centralt i moderne forvaltning. Det er modsætningen mellem kølig regelbunden administration på den ene side og varme, ofte spontane tillidsrelationer på den anden side. Alle vil have et samfund, der fremmer det sidste, men det moderne menneske føler ofte, at det ender med det første.

Spørger man eksperter og politikere, udtrykker de undertiden behersket optimisme om en afbureaukratisering af ældreplejen. Men samtidig kan ingen pege på eksempler, hvor menneskelige tillidsrelationer har afløst bureaukrati, eller hvor afbureaukratisering har ført til betydelige og varige forbedringer af velfærdsydelser. Det er der ifølge filosofiprofessor Søren Harnow Klausen en god grund til.

- De samme mennesker, som kræver mindre kontrol og dokumentation og mere menneskelighed, varme og omsorg i ældreplejen, er de samme mennesker, som stiller krav om minimumsstandarder i ældreplejen. Nuvel, man kan kun garantere minimumsstandarder, hvis man kontrollerer og dokumenterer, at minimumstandarderne overholdes, siger Harnow Klausen.

Kontrol ad libitum

Eksemplerne på det dilemma, som Harnow Klausen peger på, er mangfoldige. Enhedslisten mener for eksempel, at ”der skal gøres op med en visitationsform, hvor hjælpen opdeles i minutiøst udmålte enkeltydelser.” Men samtidig er partiet af den opfattelse, at der skal sikres ”en række lovsikrede minimumsrettigheder til ældre, der modtager hjemmehjælp. Ældre skal have ret til et bad mindst to gange om ugen og til rengøring mindst hver 14. dag.”

Venstre vil have, ”at medarbejderne sættes mere fri fra politisk kontrol, bureaukrati og centralisering,” men samtidig kræver partiet, at ”hammeren skal falde ved svigt.”

Den ”hammer”, Venstre omtaler, er Styrelsen for Patientsikkerhed. Styrelsen er en central statslig tilsynsinstans, hvis opgave det er at kontrollere, at sundheds- og servicelov bliver overholdt i landets kommuner og det fuldt og helt.

De Konservative vil ifølge deres egen ældrepolitik have ”en afbureaukratisering af ældreplejen, som kan frigive varme hænder, så vores plejepersonale kan gøre det, de er ansat til”.

Men i denne uge kræver De Konservative, Enhedslisten, SF og Danmarksdemokraterne, at SOSU-hjælpere i fremtiden skal have autorisationsnummer som andet sundhedspersonale. En konsekvens vil være, at SOSU-hjælpere skal underkastes ’individtilsyn’ fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Der er knap 60.000 social- og sundhedshjælpere i Danmark. At give dem autorisation og føre tilsyn med dem er ikke en gratis administrativ øvelse.

Det dybe problem

At det politiske system er fanget i modsatrettede krav mellem tillid og varme på den ene side og bureaukratisk og kølig regeloverholdelse på den anden side, skyldes ifølge filosofiprofessoren, at man i det politiske system har haft et stærkt rettighedsfokus.

- Vi er endt med en kontrol- og dokumentationsfokuseret ældrepleje, fordi hele det politiske system fra højre til venstre vil sikre alle borgere lige rettigheder. Det er svært at være imod rettigheder, men rettigheder giver mindre fleksibilitet. Hvis hver eneste borger skal sikres et minimum af noget, så bliver der mindre mulighed for at yde ældrepleje, hvor der virkelig er behov, pointerer Harnow Klausen.

Og dette er ifølge Søren Harnow Klausen det dybe og som oftest ikke erkendte problem bag den danske velfærdsstat.

- Vi taler alle om, hvor vigtigt tillid er. Jeg har kolleger, som skriver artikler om vigtigheden af tillidsrelationer i vores samfund. Jeg taler også selv om vigtigheden af tillid. Men når noget går galt, så kræver vi alle indgriben og bagefter regler, som forhindrer, at det går galt igen. Præcis disse regler spænder ben for de tillidsrelationer, som vi ellers hylder. Det er et generelt problem i menneskelig sameksistens, og det er det dybe problem i den danske velfærdsstat. I det store og hele er denne underliggende mekanisme ikke erkendt i det politiske system.