23948sdkhjf

Drabstiltalt plejehjemsansat var ansat i stilling med særlige medicinkrav

Hun er tiltalt for at begå ét drab og syv drabsforsøg ved at give ældre på et plejehjem i Randers farlig medicin, de ikke skulle have.

Samtidig havde kvinden fra Tirsdalen-sagen en funktion, der faktisk kræver særlig oplæring, når det kommer til netop medicinhåndtering.

Den midaldrende kvinde har haft fem kortere ansættelsesforløb i Randers Kommune. Senest på Plejecenter Tirsdalen. I alle forløb har hun haft funktionen social - og sundhedshjælper, viser et dokument, TV2 ØSTJYLLAND har fået aktindsigt i.

Og når man er social - og sundhedshjælper kræver det generelt særlig oplæring, hvis man skal håndtere medicin, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed til TV2 ØSTJYLLAND.

- Det er ikke et krav, at en medhjælper har en sundhedsfaglig uddannelse, men det er ledelsens eller lægens ansvar at sikre, at medhjælpen har fået grundig og entydig instruktion, og at der bliver ført tilsyn med medhjælpens udførelse af opgaven, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed skriftligt til TV2 ØSTJYLLAND.

- En sosu-hjælper kan derfor håndtere medicin, dosere og give medicin til borgere på et plejecenter, hvis medarbejderen er tilstrækkeligt instrueret og oplært i medicinhåndtering, lyder det videre.

Randers Kommune ønsker ikke at kommentere, om den tiltalte kvinde havde fået denne oplæring, og kommunen ønsker ikke at oplyse yderligere om den tiltaltes ansættelsesforhold eller om drabssagen i det hele taget.

- Det har vi ingen kommentarer til, skriver Randers Kommunes kommunikationsafdeling kortfattet i en mail til TV2 ØSTJYLLAND.

Af dokumentet, TV2 ØSTJYLLAND er i besiddelse af, fremgår det konkret, at den drabstiltalte kvinde har haft i alt fem ansættelsesforløb i kommunen siden 2014. Inklusiv ansættelsen på Plejecenter Tirsdalen.

Alle forløb er på maksimalt otte måneder. Det fremgår ikke af oversigten, hvor i kommunen den drabstiltalte konkret har haft sit virke – eller om der er tale om andre arbejdspladser end Plejecenter Tirsdalen.

Man kan heller ikke se, om der er tale om eksempelvis vikariater eller fastansættelser.

Tirsdag kom der med offentliggørelsen af anklageskriftet i den opsigtsvækkende drabssag flere detaljer frem om, hvor politiet mener, kvinden har givet flere ældre medicin, de ellers ikke skulle have. Og på den måde har begået drab og flere drabsforsøg.

I anklagerne mod den midaldrende kvinde fra Plejecenter Tirsdalen fremgår det, at politiet også beskylder for at have stjålet medicin. Men hvordan hun konkret har fået adgang til den, og om det har været en del af hendes beføjelser på plejehjemmet efter relevant oplæring, vides på nuværende tidspunkt ikke.

Sagen kommer til at køre som en nævningesag ved retten i Randers over flere retsmøder i januar og februar.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104