23948sdkhjf

Kommune vil spare klippekort væk: Rammer livskvaliteten

Aarhus Kommune skal spare 230 millioner kroner om året og har torsdag fremlagt sine forslag til besparelser.

Et af stederne er på sundhed og omsorg, hvor det første punkt i sparekataloget er at afskaffe klippekortene på plejehjem, som giver ældre mulighed for en halv times ekstra hjælp om ugen, hvor de selv bestemmer, hvad der skal ske.

Det foreslås at afskaffe klippekortsordningen og dermed spare 13,5 millioner kroner om året fra 2024 og frem. Det skriver TV2 Østjylland.

- Det er vi oprigtigt kede af. Den livskvalitet, som ordningen har kunnet bidrage til, forringes hos den enkelte beboer. Man berøver dem den sidste rest af selv at bestemme, hvad de ønsker. Det rammer hårdt, siger Per Tostenæs, chefkonsulent i Ældre Sagen, til TV2 Østjylland.

Aarhus er langt fra den første kommune i landet, der har afskaffet ordningen, som ifølge chefkonsulenten for eksempel kan fratage den enkelte borger mulighed for at komme ud.

- Alle steder, man sparer på ældreområdet, er svære steder, men her går det direkte ind og rammer livskvaliteten og det, at man selv kan beslutte, hvad man vil i dagligdagen, siger chefkonsulenten.

Han frygter, at plejehjemmene bliver "plejefabrikker", mens det handler om mennesker af kød og blod.

Det kan eksempelvis tage muligheden for frisk luft fra de ældre - en ting, som de fleste tager for givet.

- Man bor der den sidste del af sit liv, og her skal man stadig kunne leve. For eksempel sådan noget som at komme udenfor en dør. Det er netop det, det kan bruges til, mærke vinden i håret og se, at der er et liv udenfor, og det er det, man berøver folk for, siger Per Tostenæs.

Den halve time kan bruges efter den ældres eget ønske og kan være alt fra en udflugt eller ekstra praktisk hjælp. Det blev en mulighed for kommuner at søge midler til klippekortet via en statslig pulje. I 2019 overgik midlerne til bloktilskuddet/DUT-midlerne og ordningen blev videreført uændret i Aarhus Kommune.

Mediet forsøgte at få en kommentar til spareforslaget fra rådmand på området Christian Budde (V). Han har dog ikke haft tid torsdag.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079