23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på MedTechNews
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Ideen startede med en pandekage: Mærkedage klemmer ekstra bidder ned

Solhverv, veterandag, kyndelmisse og Fandens Fødselsdag. Mærkedage er der nok at vælge i mellem i det danske årshjul, og det har spiret en ide frem i hovederne på de to projektmedarbejdere fra Randers Kommune.

Laura Linhave og Tine Rolapp har opfundet, udviklet og indført den såkaldte Mærkedagskasse, en slags arkiv med beskrivelser og sjove anekdoter om en lang række udvalgte mærkedage i den danske kalender. Pointen er, at kortene skal på bordet under måltiderne på plejehjemmene, så plejepersonalet og de ældre kan få støtte og inspiration til en god og givende samtale, der kan styrke fællesskabet og højne livskvaliteten.

- Vi oplever, at måltiderne kan vare længere, og at nogle borgere derfor er fristet af en bid mad mere. På den måde er kassen en god måde at vække appetit hos de småtspisende på, siger Laura Linhave, en af Mærkedagskassens initiativtagere.

Og kassen er ikke bare en god ide for borgerne, tilføjer hun.

- Vi har flere ansatte, der melder tilbage, at de pludselig lærer borgerne bedre at kende, fordi de åbner op for emner, der ellers ikke rigtig kommer frem. Det kan afføde nye samtaler og bringe dem tættere sammen. Før Mærkedagskassen kunne det være en udfordring for plejepersonalet at starte og opretholde en samtale under måltidet og de typiske emner var ofte vejret eller om maden smager godt. Det kan netop være svært for plejepersonalet at finde på et nyt emne, siger Laura Linhave.

Kick off pandekagen
Ideen om Mærkedagskassen kom til verden i en aftenvagt i Hus 13 på plejehjemmet Svaleparken i Assentoft. Her havde en sosu-ansat med britisk baggrund i den grad lagt i kakkelovnen - eller på panden om man vil - til fejring af Pandekagedag, fordi den markeres ved at samle venner og familie om en stabel pandekager i mange engelske hjem.

Som sagt, så gjort og snart duftede der lifligt af pandekager på plejehjemmets afdeling. Og under måltidet gav dagen anledning til en snak om pandekager og meget andet rundt om bordene.

- Pludselig fik vi historier fra de ældres barndom om, hvordan deres mødre havde vendt pandekager hjemme i køkkenet og rullet dem med syltetøj og sukker. Historier vi aldrig havde hørt før og som gjorde, at de sad længe rundt om bordet og hyggesnakkede, fortæller Tine Rolapp.

Og så kunne det være stoppet her. Men Laura Linhave og Tine Rolapp samlede tråden op.

- Vi tænkte, at det var herligt, at der i denne boenhed blev fejret Pandekagedag, og så kom idéen om at brede kendskabet om mærkedage ud på alle plejehjem i Randers Kommune. Og så måtte vi jo i gang med at undersøge, om vi kunne udvide konceptet, og om mærkedage generelt er gode rammer for samtale under dagens måltider, fortæller Tine Rolapp.

Hun og kollegaen Laura Linhave gik derfor i gang med at researche de mange mærkedage, der fylder i det danske årshjul.

- Og der var mange, skal jeg hilse at sige. Også nogen jeg ikke kendte til. Fandens fødselsdag er eksempelvis ikke noget, vi markerer i dag, men det viser sig, at det har været en markant dag i mange ældres barndom, fordi der skulle betales terminer. Så vi har sørget for at plukke dage, som de ældre kan relatere til for at prikke lidt til deres hukommelse, siger Laura Linhave og tilføjer, at kassen i dag består af intet mindre end 52 samtalekort.

Kalder på et behov
Mærkedagskassen startede i det små med mange timer foran printeren og lamineringsmaskinen. Siden spredte rygtet sig om Mærkedagskassen til andre kommuner, og nu er der decideret efterspørgsel på konceptet.

Derfor laves kortene nu på et trykkeri, men den oprindelige kasse, den egentlige prototype, med slidte hjørner er stadig i brug i Svaleparken og minder om timerne foran printeren og lamineringsmaskinen.

- Indtil nu er der 29 forskellige institutioner, primært plejehjem, fordelt på 23 kommuner ud over Randers, der har kassen. Det tyder virkelig på, at der er et behov for at dyrke måltidet og samtalen, siger Tine Rolapp.

Mærkedagskassen kan bestilles ved at kontakte tine.rolapp@randers.dk eller 21483883.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.121