Det er ikke altid, at implementering af digital selvbetjening rimer på en legende tilgang. Alligevel er det sådan, Heidi Løvschall beskriver den proces, hvor Hjørring Kommune har udviklet og indført en ny selvbetjent løsning for visitation af ældremad til kommunens borgere.
- Det har simpelthen været så sjovt et projekt at være med til. Digital selvbetjening lyder umiddelbart lidt kedeligt, men den her proces har - i mangel af bedre ord - føltes som en leg, siger Heidi Løvschall, der er projektleder i afdelingen for digitalisering og velfærdsteknologi i Hjørring Kommune.
Opgaven blev udstukket fra højere sted i kommunen tilbage i 2016, hvor man ville gøre en indsats for at løfte de borgerrettede selvbetjente løsninger.
- Den gang vidste vi ikke, at vi ville sætte ind på visiteringen af ældremad. Vi startede med at sondere terrænet virkelig grundigt for, hvor behovet var, om der fandtes oplagte digitale løsninger i kommunen allerede. Og ældremad er bare et område, hvor det giver god mening af den ældre kan bestemme og betjene sig selv, hvis de kan og vil, siger Heidi Løvschall.
Tid til kortlægning
Og som sagt så gjort. Sammen med bogerservice gik Heidi Løvschall i gang med at undersøge området og finde ud af, hvilke arbejdsgange man kunne forenkle og understøtte med en brugervenlig, digital platform.
- Man må forstå, at området for ældremad er meget komplekst. Det tager tid, og man skal holde tungen lige i munden, når man forsøger at forenkle og oversætte arbejdsgangen til en digital platform, siger hun.
Hun fortæller, at arbejdsgruppen helt konkret har været meget opmærksomme på at få sat den rette rækkefølge op på de til- og fravalg, den ældre borger kan træffe omkring sine måltider. Og at denne proces ikke var mulig uden at samarbejde på tværs.
- Det nytter ikke, at de ældre først fravælger eksempelvis svinekød, for bagefter at kunne tilvælge køkkener, der alligevel ikke opfylder dette i deres madlavning. Ved hver valg skal der ske et fravalg ’bag i kulissen’, og dem har vi gjort os umage for at få rigtig på plads, siger Heidi Løvschall.
Testkørsel og chokolade
Modsat mange andre kommunale projekter har ældremadsprojektet i Hjørring Kommune ikke været præget af rundbordsmøder, power points og talrige summen i mindre arbejdsgrupper. Det var vigtigt for Heidi Løvschall, at tabletfunktionen kom ud og blev prøvet af i praksis.
- Jeg tog en tablet og en æske chokolade under armen og gik ned i Borgerservice, da vi havde en platform, vi synes, var ved at være der. Så spottede jeg nogle borgere i målgruppen og bad dem trykprøve, om de forstod programmet, spørgsmålene, og hvordan det var at finde rundt i. Det var kontant afregning, og heldigvis havde vi ramt rigtigt næsten hele vejen, siger Heidi Løvschall.
I det hele taget har det digitale fundament gjort projektet mere smidigt, fordi rettelser er nemme at rette til i back end og få ud i virkeligheden.
- De digitale platforme har en kæmpe fordel i, at man lave ændringer, der straks slår igennem. Det sparer en masse tid, og man kan nemt og enkelt trykprøve igen og igen. Det har givet os den legende tilgang: lad os prøve det! Lad os se, hvad der sker! Og hvis det kikser, laver vi det om, siger Heidi Løvschall.
Hun fortæller, at kommunen er ved at se på, om andre områder ville kunne have glæde af nye digitale selvbetjeningsordninger. Og hvis nye projekter skal sættes søen, kommer Heidi Løvschall helt sikker til at trække på succes fra den digitale visitering af ældremad.
- Vi kommer til at udforske den legende tilgang igen. Det er god måde at forene mange faggrupper på, der er dygtige på hvert deres felt og skal have det til at lykkes i det digitale, siger hun.
Digital selvbetjening: Det har været lidt som en leg
Mindre plenum og flere trykprøvninger i øjenhøjde har sendt digitalt projekt ud til Hjørrings ældre borgere med raketfart.