Når Ældre Sagens ’Drømmebogen’ er udfyldt, skrives en konkret drøm ned på stykke karton formet som et blad, der siden hænges op på et træ, der illustrerer alle beboernes drømme på én gang - og i fællesskab gror plejehjemmets Drømmetræ så frem.
Plejepersonale, pårørende, frivillige og lokalsamfund kan herefter "plukke en drøm" og opfylde den.
Et forløb med Drømmebogen går i korte træk ud på at skabe et møde mellem en skoleklasse og beboere på et plejehjem. Samværet støttes af plejepersonale, lærere og frivillige. Børnene kan være fra 3. klasse og ældre.
Forløbet kan også gennemføres af beboere, plejepersonale og frivillige.
Mange af drømmene kan tænkes ind i de aktiviteter, der allerede foregår- som en event i herreklubben, som et udflugtsmål, som en del af motionen, med mere.
Andre drømme er enkeltstående aktiviteter, hvor fx en ad hoc frivillig kan opfylde en drøm om bål og snobrød, en tur i sidevogn på motorcykel eller måske et besøg ved den lokale fiskesø.
Lokalafdelingerne i Ældre Sagen kan kontaktes, hvis man vil vide mere om Drømmebogen eller hvis man vil rekvirere Drømmebogen til et samtaleprojekt.
Drømmetræet forandrer sig, når drømme bliver opfyldt eller når nye beboere kommer til. Bladene vil derfor jævnligt udskiftes. Og hvis træet ser skaldet ud, er det tid til at søge nye drømme.
(Kilde: Ældre Sagen).