23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på MedTechNews
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nordjyske ældre får robotter: 84-årige Grethe er begejstret

Tidligere har hjemmeplejen sørget for, at Grethe Elisabeth Wilquin fik rette medicin til tiden - nu har hun fået en ny hjælper.

Som én af de første fik 84-årige Grethe Elisabeth Wilquin for nylig en pillerobot. Den skal fremover sørge for, at hun får sine seks piller hver morgen og fire piller hver aften, før hun går i seng.

Inden den torsdag formiddag, hvor robotten blev leveret og installeret på køkkenbordet, havde hun været lidt nervøs.

- Jeg synes den, jeg så, da jeg blev introduceret til dette her, var så grim. Men den, jeg har fået, er jo et helt kunstværk, sige Grethe Wilquin med et lille smil, mens hun kigger på den blanke maskine, der står på køkkenbordet og tæller ned til næste gang, det er tid til at tage medicin.

Robotten minder i størrelse om en kaffemaskine, men i stedet for en glaskande til kaffe står en lille kop, som pillerne dumper ned i, og en stemme minder om, at det er tid til at tage medicinen.

Der er kun én knap, man kan trykke på. Det gør, at Grethe Wilquin ikke er nervøs for, om hun kan finde ud af at bruge den.

- Jeg kan jo ikke gøre det forkert, og man skal jo ikke stå i vejen for fremskridtet, siger hun.

100 skal afprøve robotten
Grethe Elisabeth Wilquin bor i de beskyttede boliger i Lions Parken i Nørresundby. Sammen med fire andre fra Lindholm og Nørresundby er hun med i et pilotprojekt, der skal afprøve pillerobotten.

I løbet af foråret kommer 100 borgere i Aalborg, Hjørring og Vesthimmerland kommuner med i pilotprojektet.

- Til sommer skal projektet evalueres. Derefter kan vi vurdere, hvor stort potentialet er, og hvor mange borgere, der vil have fordel af at få en robot, siger Marianne Thougaard, der er formand for den styregruppe, der står for indførsel af Totalløsning til Intelligent Medicinhåndtering - TIM - som robotprojektet oprindeligt er døbt.

Da projektet begyndte med de første tanker for fire-fem år siden, viste en analyse, at der var 3.500 borgere i den potentielle målgruppe i de ni nordjyske kommuner, der samarbejder om projektet. Og kommunerne brugte årligt 158 millioner kroner på medicinhåndtering.

- Der vil være borgere, hvor hjemmeplejen fortsat skal ud og foretage andre opgaver, og for dem vil det ikke være nogen løsning at få en automatisk pilledosering, siger Marianne Thougaard, der fortæller, at man derfor ikke har et endeligt tal for, hvor mange der fremover kan få glæde af den automatiske medicinhåndtering.

- Men det er ingen hemmelighed, at vi ser et stort potentiale i robotten. Pilotprojektet skal gerne give svar på, hvilken type borger der kan få glæde af det her, siger hun.

Færre fejl
Det grundlæggende formål med projektet er dog at sikre, at Grethe Wilquin og de øvrige brugere får den rette medicin og husker at tage den til tiden.

Indtil nu har Grethe taget sin medicin, når hjemmeplejen havde været på besøg for at lave morgenmad eller aftensmad eller for at hjælpe hende med at komme i seng.

- Så de kommer jo alligevel og ser til mig, siger Grethe Wilquin, der har haft et brud på ryggen og har fået svært ved at komme så meget udenfor lejligheden.

- Selvom vores medarbejdere er dygtige og omhyggelige, sker der alligevel menneskelige fejl i håndtering af medicin. Vi har en forventning om, at vi kan nedbringe antallet af utilsigtede hændelser ved at automatisere dosering af medicin. Det kan øge sikkerheden og trygheden for de ældre, siger Oda Bertram, der er leder af hjemmeplejen i Aalborg Kommune.

Alene i Aalborg Kommuner drejer cirka 68 procent af de i alt 815 utilsigtede hændelser i hjemmeplejen, der er rapporteret indtil nu i 2018, sig om medicinhåndtering.

Og omkring tre fjerdedele af alle utilsigtede hændelser om medicinhåndtering handler om administration af medicin, som blandt andet handler om udlevering og indtagelse.

Pilotprojektet med pillerobotter skal løbe til sommeren 2019, hvor det skal evalueres, og derefter forventes det, at de øvrige seks kommuner i projektet kan begynde at købe pillerobotterne til borgerne i løbet af andet halvår af 2019.

Prisen på robotløsningen må ikke offentliggøres på grund af en fortrolighedsklausul med producenten.

Det er konsortiet Medicare, der har stået for udviklingen af robotten, mens Falck og et apotek kommer til at stå for driften.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.141|instance-web02