Lokale køkkener kaster arbejde af til plejepersonale
30 procent af alle kommuner siger i en rundspørge, at det almindelige plejepersonale har fået flere opgaver i forbindelse med udmøntning af køkkenpulje
Af Anne Ristorp Kraufeldt
Plejepersonale på en tredjedel af de plejehjem, der har fået fingre i køkkenpuljen, har fået flere opgaver i forbindelse med udmøntningen af projekter finansieret af puljen.
Det viser en rundspørge, Kost & Ernæringsforbundet netop har offentliggjort.
Undersøgelsen
Kost & Ernæringsforbundet bad i sommer Epinion om at spørge de 69 kommuner, der fik del i puljemidlerne, hvad pengene er brugt til, og hvilke konsekvenser det har haft for beboerne. 50 kommuner har svaret, og mens 76 procent vurderer, at beboernes appetit skærpes ved duften af mad, forventer kun 40 procent af kommunerne, at beboerne vil spise mere. Der er med andre ord ingen garanti for, at køkkenpuljen har bidraget til at mindske problemet med underernæring. Tal fra forbundets rapport ‘Underernæring, det skjulte samfundsproblem’ (2014) viser, at op mod 60 procent af de ældre på plejehjem er i risiko for at blive underernæret. Det er velkendt, at underernæring svækker de ældres helbred og livskvalitet. Undersøgelsen er gennemført som telefoninterview fra den 16. maj til den 1. juni.