Sovende sæler skal vækkes til live igen

PARO sover ...

Den fornemmelse får Lone Gaedt fra Center for Velfærds- og Interaktionsteknologi, Teknologisk Institut igen og igen, når hun besøger plejehjem, der har købt den søde, bløde robotsæl til demensplejen. Og det er langt fra kun PARO, den er gal med. Velfærdsteknologier får ofte lov at gå i dvale og gemmes væk i depotrummene, siger Lone Gaedt.

- Jeg oplever, at personalet ofte ved, at de har en PARO liggende, men at de ikke lige ved, hvor den er. Eller også er man helt bevidste om, at PARO ligger på lageret, fordi den medarbejder, der i sin tid var på kursus i brug af PARO, er rejst. Det er synd, siger den PARO-passionerede projektleder, der også er uddannet fysioterapeut.

Derfor har Teknologisk Institut oprettet en række kurser, der skal få plejepersonalet til at vække PARO og få den ud til demensramte på plejehjemmene.

Lone Gaedt håber, at de plejehjem, der ejer en PARO men ikke længere har en PARO-certificeret medarbejder ansat, vil sende endnu en medarbejder på kursus.

300 Paro’er

Der findes ca. 300 PARO’er i Danmark. Det gør Danmark til det land i verden - næst efter PARO’s oprindelsesland Japan - der har flest PARO’er pr. indbygger. Det fremgår blandt andet af den danske Japan-forsker Sigge Ludvigsens speciale fra efteråret 2016.

Hvis der har været så stor en velvilje overfor anskaffelse af robotsælen - som jo ikke er helt billig - hvorfor tror du så, at PARO ikke bliver brugt i plejen?

- Det kan have noget at gøre med, at brugen af robotter stadig ikke er en integreret del af kerneydelserne på et plejehjem. Men det er svært at give et præcist bud på, hvorfor PARO sover, siger Lone Gaedt.

PARO er ellers en problemknuser på mange plejehjem. Der findes et utal af gode anekdoter, forklarer Lone Gaedt.

- Hvis man rammer plet, kan PARO udrette de mest mirakuløse ting. Vi oplever plejehjemsbeboere, der ikke har sagt noget i årevis, og pludselig siger "Du er sød", til PARO. Vi oplever personer, der er aggressive under plejen, komme i bad og få børstet tænder uden at være udadreagerende, fordi PARO afleder deres opmærksomhed. Og vi oplever dørsøgende beboere, der bliver hjemme, fordi de bliver bedt om at passe på PARO ...

Provokation og problemknuser

Men Lone Gaedt oplever også, at PARO kan være en provokation for nogle.

- Hvis ikke man kan lide dyr, kan PARO være en spøjs størrelse at få placeret i skødet. Det kan virke enormt grænseoverskridende, siger Lone Gaedt.

Når PARO er en problemknuser, er det fordi personalet evner at være opfindsomme og initiativrige, hvilket kan være svært, hvis man er helt alene om at være ekspert i PARO.

- Jeg drømmer om, at plejehjem, der allerede har en superbruger, vil sende endnu en medarbejder på kursus. Det, at være to, er med til at holde liv i den faglige dialog, siger Lone Gaedt.

Hvis ikke man har en PARO, kan kurset så være til gavn?

- Ja, for PARO er ikke nødvendigvis bedre end så mange andre demensteknologier på markedet, og de teknologier kommer vi også omkring på kurset. Kan man nikke genkendende til scenariet, hvor lageret indeholder hjælpemidler, der aldrig bliver brugt, så trænger man til at komme på kursus. Alle de dygtige folk, der findes på plejehjemmene, trænger også til at få en vitaminindsprøjtning, siger Lone Gaedt.