Mavefornemmelsen sagde ja tak!

Det lå egentlig ikke i kortene, at 20-årige Victor Michael Nielsen skulle uddannes sig til SOSU-asssistent. Men efter et brobygningsforløb i 10. klasse, hvor Victor blev mødt af et positivt studiemiljø hos Diakonissesstiftelsen, tog han en beslutning for fremtiden:

- Det var bare fedt! Lærerne hilste på én og der var en hyggelig og tryg stemning. For hver dag i løbet af den uge fik jeg en bedre og bedre mavefornemmelse af stedet og den måde undervisningen foregik på, siger Victor Michael Nielsen, som afsluttede 10. klasse fast besluttet på at vende tilbage og forsætte sit uddannelsesforløb på Diakonissestiftelsen.

Første stop var 20 ugers studier på Grundforløb og Victor Michael Nielsens forventninger var høje, da han i sommeren 2015 igen gik ind ad døren til de røde murstensbygninger på Frederiksberg:

- Men det levede klart op til mine forventninger. Der var et godt sammenhold og en god dialog mellem elever og lærere. Vi fik flere gange lov til at kigge indenfor hos SOSU-hjælpereleverne for at se, hvad grundforløbet eventuelt kunne blive til. Det gav en god følelse af, at tingene hænger sammen på skolen. Jeg kan godt lide, at der er et mål med det, man laver, siger Victor Michael Nielsen.

Vil arbejde med mennesker

At Victor skulle dedikere sin fremtid til et arbejde i sundhedssektoren, kom ikke bag på ham selv.

- Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville arbejde med mennesker, fortæller han. Foreløbig er planen lagt: Victor har nu en titel af social- og sundhedshjælper og havde studiestart på assistentuddannelsen i oktober. Det endelige mål er en uddannelse som massør og alternativ behandler.

- Jeg ser det her som en udvikling af mig som menneske - en mulighed for at få nogle faglige kompetencer, danne relationer og skabe et netværk, siger Victor, som på egen krop har oplevet, hvordan medmenneskelighed og ordentlighed er nogle af de værdier, som Diakonissestiftelsens arbejder ud fra:

- På hjælper-delen mødte jeg noget modstand i mit privatliv. Det var lærerne rigtig hurtige til at fange og hjælpe mig igennem. Jeg oplevede, at de havde en interesse i mig som menneske - ikke bare som endnu en elev. Det var en af de oplevelser, som har gjort, at jeg er faldet for måden, tingene foregår på her på Diakonissestiftelsen, siger Victor Michael Nielsen, som også fortæller, hvordan undervisere hurtigt spottede, at han muligvis var ordblind:

- I folkeskolen fik jeg bare at vide, at jeg var dum. Men her på grundforløbet var der meget tidligt en lærer, som tog fat i mig og spurgte, om jeg ville testes for ordblindhed. Der blev taget hånd om én. Det var en kæmpe lettelse!

Den røde tråd

Efter hjælper-uddannelsen har han arbejdet som aftenvagt på Diakonissesstiftelsens plejehjem Søster Sophies Minde, hvor han også var i praktik som hjælperelev.

- Det har været en god tid på Søster Sophies Minde. Jeg kendte jo beboerne lidt fra min praktik, og jeg lærte blandt andet, hvor vigtigt det er at danne bånd til de ældre. De er ikke bare en opgave. De er mennesker, som man kan danne relationer til og lære noget af. Jeg har fået mig rigtig mange ældre venner, fortæller Victor Michael Nielsen.