23948sdkhjf

Flamingo i undergulvet giver en let konstruktion

Under linoleumsgulvene i de nye hospitalsafsnit er der blevet lagt omkring 15.000 kvadratmeter undergulv af Ribaplan og flydespartel. Virksomheden Lodbyg, der har speciale i levering og udlægning af alle typer cementbaserede gulve, har i samarbejde med Ribaplan Danmark stået for udførelsen heraf.

Ribaplan Danmark udvikler egne cementbaserede gulvmaterialer. Undergulvet i de nye bygninger består hovedsageligt af genbrugsflamingo og cement tilføjet et par ekstra tilsætningsmidler. Det var dog ikke den grønne tankegang, der gjorde undergulvet velegnet i de nye hospitalsafsnit.

- Der var strenge krav til gulvets maksimale belastningsevner både i forhold til den trykstyrke, det skal stå imod og i forhold til dets egen vægt. Undergulvet, vi har lagt, vejer kun 90 kilo per kvadratmeter i en tykkelse af 100 mm, hvilket de omkringstående konstruktioner sagtens kan bære. At flamingoen i gulvene er genanvendt materiale er på sin vis bare en bonus - det var kravene til vægt, der var det afgørende, fortæller Leif Hansen, indehaver af Lodbyg

Undergulvet udgøres af Ribaplans EPS-cement med 30-50 millimeter flydespartel ovenpå. Imellem de to lag ligger en lydmåtte til at reducere støjniveau, hvilket er afgørende for at holde gode lydforhold i bygninger, med stor gennemstrømning af mennesker og vogne. Det cementbaserede undergulv har i sig selv også en lyddæmpende funktion.

For Lodbyg har arbejdet på Slagelse Sygehus været en typisk opgave lig mange tidligere projekter. Alligevel opstod der nogle overraskelser i forløbet.

- Der opstod nogle udfordringer undervejs i projektet som følge af en stram tidsplan. Visse steder var husets tag ikke gjort tæt da vores arbejde gik i gang. Vi måtte derfor støbe undergulvet inden taget blev tætnet, hvilket gav anledning til problemer, når der kom store regnskyl. Vi er dog fleksible i vores arbejde, og vi havde mulighed for at udskifte undergulvet på de arealer, der havde taget skade af regnvand, efter at bygningen var gjort helt tæt, slutter Leif Hansen.

Fakta

  • Lodbyg og Ribaplan støber i gennemsnit 5.000 kubikmeter EPS-cement om året. Undergulvtypen er blevet utrolig populær og anvendes i mange boligbyggerier.
  • Flamingoen, der blandes i cementen, er 100 procent genbrug og havde været sendt til forbrænding, hvis ikke det blev anvendt i cementblandingen.
  • Flydespartlen Lodbyg har lagt ovenpå undergulvet er fra Weber.
  • Lodbyg beskæftiger omkring 35 medarbejdere, hvoraf der i gennemsnit har været fem tilknyttet byggeriet af Slagelse Sygehus’ nye afsnit.
Læs mere om Lodbyg på www.lodbyg.dk
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.221