Den nye aftale mellem regeringen og regionerne betyder, at regeringens krav om en produktivitetsstigning på to procent står ved magt.
Regeringen og regionerne har svigtet både sundheden og medarbejderne i sygehusvæsenet med sine produktivitetskrav, lyder det fra FOA, der mener, det bør være startskuddet for en ny og indædt kamp for sygehusene og for arbejdsmiljøet for de ansatte.
- Produktivitetskravet er et stærkt destruktivt krav, der går ud over både de ansatte og patienterne i sygehusvæsenet. Det er dybt skuffende, at regionerne har accepteret, at det bliver videreført, men det betyder ikke, at vi stopper kampen, siger Dennis Kristensen, forbundsformand for FOA.
I dag mødes han og en række andre repræsentanter for de ansatte på sygehusene med Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg. Formålet med mødet er at dokumentere, at tiden er løbet fra produktivitetskravet, fortæller FOA.
- Vi kan simpelthen ikke blive ved med at effektivisere operationer og fødsler i det tempo længere eller svinge koste og karkludene hårdere eller tvinge maden endnu hurtigere i patienterne. Smertegrænsen er for længst nået, og budgetkravet har mistet sit formål. Udfordringerne i sundhedsvæsnet i dag har en helt anden karakter, hvor det handler om kvalitet, siger sektorformand i FOA, Karen Stæhr, som også deltager i foretrædet for sundhedsudvalget.
Ud over sektorformand Karen Stæhr og forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA deltager også repræsentanter for Dansk Sygeplejeråd, Sundhedskartellet, HK/Kommunal, Overlægeforeningen, Yngre Læger og Lægeforeningen i dagens møde med Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg.
Siden 2003 har sundhedssektoren været underlagt et særligt produktivitetskrav, der siden 2006 har lydt på to procent om året. I 2017 svarer to-procentskravet til, at regionerne skal levere flere sundhedsydelser, der i kroner og ører svarer til 1,3 milliarder, lyder det fra FOA.
I stedet for at afskaffe produktivitetskravet indebærer den nye økonomiaftale, at regeringen vil sætte gang i et analysearbejde forud for økonomiforhandlingerne om 2019, således at man vil se på, om kravet til den tid kan ændres.
- Det er en syltekrukke, og helt unødvendigt. Vi behøver ikke flere nye styringsredskaber på sygehusene, vi har allerede masser af dem; bloktilskud, nationale mål, venteliste- og behandlingsgarantier samt patientrettigheder er med til at sikre at regionerne holder fokus på kvalitet og effektivitet, forklarer Dennis Kristensen.