Et dansk-svensk bioteksamarbejde tager nu fart, efter at den nordiske venturefond Sound Bioventures har investeret 22 millioner kroner i danske Boost Pharma.
Med kapitalen får den unge biotekvirksomhed mulighed for at accelerere udviklingen af sin lovende celleterapi mod den sjældne og alvorlige børnesygdom osteogenesis imperfecta, også kendt som “brittle bone disease”.
Det oplyser Boost Pharma i en pressemeddelelse.
- Vi er beærede over at byde Sound Bioventures velkommen i vores syndikat – en samarbejdende, aktiv investorgruppe, der deler vores vision om at transformere behandlingen af børn med sjældne skeletsygdomme, siger Ingelise Saunders, bestyrelsesformand i Boost Pharma.
BT-101, som behandlingen hedder, bygger på stamceller og er udviklet til at styrke knoglerne hos spædbørn, der fødes med sygdommen. Terapien retter sig mod selve årsagen til sygdommen og kan dermed potentielt mindske antallet af knoglebrud markant.
Det dansk biotekselskab er ejet af de tre svenske grundlæggere Lilian Jallow, Lars Westgren og Cecilia Götherström, samt af Industrifonden og Karolinska Development.
Ifølge Ingelise Saunders vil investeringen styrke virksomhedens position som pioner inden for celleterapi mod genetiske bensygdomme og bringer BT-101 et skridt tættere på at blive den første sygdomsmodificerende behandling for osteogenesis imperfecta.
Hos Sound Bioventures fortæller Managing Partner, Johan Kördel, at Boost Pharmas innovative tilgang til behandling har et enormt potentiale til både at skabe klinisk effekt for patienter og varig værdiskabelse.
- Vi ser frem til at arbejde sammen om at nå nye milepæle, siger han.
Sound Bioventures, der har hjemme i Malmø, investerer i europæiske og amerikanske biotekselskaber, der arbejder med nye behandlinger til sygdomme med stort medicinsk behov.