23948sdkhjf

Arbejdsgivere tager sig til hovedet over Mette F's pensionsforslag

Danmark er afhængig af en stor arbejdsstyrke, som er sikret med stigende pensionsalder, siger arbejdsgivere

Det vækker bekymring hos arbejdsgiverne, at statsminister Mette Frederiksen (S) vil genforhandle velfærdsaftalen fra 2006, der har betydet, at pensionsalderen stiger i takt med borgernes gennemsnitlige levealder.

Velfærdsaftalen er en af de bærende søjler i vores velfærdssamfund, mener direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen.

- Dansk Erhverv er helt uforstående overfor, at man vil vende ryggen til en aftale, der netop har sikret en stærk økonomi i Danmark. Det er en melding, der ikke harmonerer med, at arbejdskraft er den nye valuta.

- Danmark er afhængig af en stor og stærk arbejdsstyrke med mange gode kollegaer. Velfærdsforliget er årsagen til, at vi også i fremtiden har en sund økonomi og et solidt råderum, som gør, at politikerne kan investere i vores fælles velfærd, siger han i en skriftlig kommentar.

Også Dansk Industri er utilfredse og kalder forslaget for "dybt uansvarligt".

- Vi mangler arbejdskraft i Danmark, og det kommer vi også til i fremtiden.

- Og så vælger man at stille spørgsmål ved en af de allerstørste motorer i dansk økonomi, som sikrer, at der er hænder. Det, synes vi, er rigtig, rigtig ærgerligt, siger Morten Høyer, der er politisk direktør i Dansk Industri.

Dansk Industris klare opfordring til Mette Frederiksen og politikerne er at holde fast i velfærdsaftalen.

Velfærdsaftalen fra 2006 er den politiske aftale, som regulerer en gradvis optrapning af pensionsalderen.

Den blev indgået af den daværende regering - Venstre og Det Konservative Folkeparti - samt Socialdemokratiet, De Radikale og Dansk Folkeparti.

Hvert femte år beslutter Folketinget, om pensionsalderen skal stige yderligere med 15 års varsel. Det kan maksimalt stige med et år per gang.

Folketinget skal næste år - i 2025 - igen stemme om det, hvor pensionsalderen skal hæves til 70 år fra 2040. Det bliver ifølge Mette Frederiksen sidste gang, at Socialdemokratiet stemmer for.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063