Branchedirektør stopper efter ni år
Morten Rasmussen stopper som i direktør i Danish.Care, brancheforeningen for velfærdsteknologi og hjælpemidler.
Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse.
Beslutningen sker ifølge parterne efter gensidig aftale og sker pr. dags dato 30. juni.
- Aftalen mellem Morten og formandskabet i Danish.Care er sket efter god og åben dialog, og Morten har udvist stor konstruktivitet og loyalitet i processen, udtaler formand for bestyrelsen, Christian Gammelgaard.
Der er endnu ikke fundet en ny direktør til brancheforeningen, men frem til det lykkes at lande en ansættelse, har man allieret sig med Per Buus, der er direktør i VELA. Han vil fra 1. juli indgå i en vejledende rolle for Danish.Care-sekretariatet.
Morten Rasmussen, der har siddet på posten siden 2016, takker af efter ni år med ros til branchen.
- Det har været et privilegie og en meget stor fornøjelse at have været en del af Danish.Cares store udvikling over de sidste knap 9 år – både i forhold til de nationale aktiviteter og på eksportmarkederne. Branchen udgøres af fantastiske virksomheder, der er helt centrale samarbejdspartnere og leverandører til både ældre-, social- og sundhedssektoren, og jeg ønsker alle medlemsvirksomheder, sekretariatet og bestyrelsen god vind og al held og lykke fremover på den videre rejse.