Nyt studie: Hjertepatienter har stor gavn af behandling i eget hjem

At kunne behandle i patienternes eget hjem er hjørnesten i fremtidens sundhedssystem, hvor Sundhedsstrukturkommissionen har lagt op til at mere behandling skal foregå i hjemmet.
Og netop det har patienter med atrieflimren gavn af.
Det viser et nyt studie fra Aalborg Universitet.
- Vi kan se, at patienternes oplevelse af tryghed forbedres, når de får mere viden og bedre indblik i, hvorfor kroppen reagerer, som den gør, og pårørende føler sig også mere trygge, udtaler Birthe Dinesen, professor i digital sundhed ved Aalborg Universitet.
Hun tilføjer:
- Samtidig sparer vi mange ressourcer ved at sikre, at patienterne er velbehandlede i eget hjem. Den digitale tilgang betyder også, at patienterne kan deltage uden for eksempel at skulle tage fri fra arbejde.
Om atrieflimren:
- Er den hyppigste hjerterytmeforstyrrelse.
- Symptomer på atrieflimren er bl.a. åndenød, hjertebanken, brystsmerter.
- Der er en overdødelighed forbundet med at have sygdommen – en patient med atrieflimren mister i gennemsnit to år af forventet levetid, sammenlignet med dem, der ikke har diagnosen.
- I Danmark lever flere end 130.000 med en diagnose. Hvert år bliver der diagnosticeret flere end 20.000.
Kilde: Aalborg Universitet
Hjertesygdomme giver ofte depression
Som med alle andre sygdomme er behandling helt afgørende for patienter med atrieflimren. Ny forskning fra Aalborg Universitet viser imidlertid, at vi skal tage sygdommen mere alvorligt, end vi måske har gjort tidligere. Risikoen for at få alvorlige følgesygdomme er høj, og flere patienter får hjertesvigt end tidligere antaget.
- Der er ingen tvivl om, at der er et stort behov for, at vi både sikrer den rette behandling for at undgå komplikationer og indlæggelser, men også hjælper patienterne med at føle sig trygge, så de ikke får angst og depression. Det er desværre ofte en følgesvend til alle former for hjertesygdomme. Mit håb er, at vi med digitale værktøjer både kan styrke patienterne i hjælp til selvhjælp og spare ressourcer i sundhedsvæsenet, udtaler Birthe Dinesen.