Robot gennemfører hjerteoperation for første gang i Nordjylland
Der blev skrevet nordjysk historie, da Peter Michael Kjærulff som den første blev opereret ved hjælp af robot.
Det skriver TV 2 Nord.
- Robotteknologien er vi langt med i Aalborg, men det er første gang, man gør det i forbindelse med en hjerteoperation, og det forventer vi os rigtig meget af, siger Jens Grønlund, der er cheflæge på hjerte- og lungekirugisk afdeling på Aalborg Universitetshospital.
Han fortæller, at operationen er mere skånsom, fordi at det hverken er nødvendigt at lave 25 centimeter langt snit eller at save brystbenet over. Det giver færre smerter og eftervirkninger for Peter Michael Kjærulff.
Det betyder også, at sygeplejerskernes ikke skal tage hensyn til patientens brystben, som kan splitte sig ad, når patienten rejser sig fra sengen.
Operationen blev foretaget ned Da Vinci Xi-robotten, der bliver produceret af Intuitive fra Californien. Da Vinci-systemet er blevet brugt til mere end 10 millioner operationer på verdensplan.
Jens Grønlund fortæller, at der for nuværende er grænser for, hvad man kan bruge robotten til. Grænserne vil dog udvide sig, da der er allerede hjerteklapsoperationer, som bliver foretaget i USA, men endnu ikke er godkendt i Europa.
Aalborg Universitetshospital forventer at lave omkring 50 bypass-operationer med Da Vinci-systemet om året.