23948sdkhjf

Brian Mikkelsen: Den mest sørgelige dag i mit liv

Dansk Erhvervs direktør har siden Børsen-branden brød ud set 400 års kulturarv brænde, siger han

Det er 400 års kulturarv, der tirsdag er brudt i brand.

Det siger administrerende direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen, der er tydeligt berørt over branden, der stadig hærger i Børsen-bygningen i København.

- Det er jo utroligt tragisk og det mest sørgelige, jeg har oplevet i mit liv, siger han ude foran bygningen, der stadig står i brand.

Dansk Erhverv ejer Børsen-bygningen, hvor omtrent 400 af organisationens medarbejdere har arbejdsplads.

Børsen blev opført på Slotsholmen i hjertet af København i årene 1619 til 1623 for den daværende regent, kong Christian IV, som en synliggørelse af kongens merkantilistiske politik. Bygningen stod færdigbygget med spir i 1625.

- Da Christian IV byggede den bygning derinde, havde han en intention om at være en handelscentral for Nordeuropa. Det er det blevet, og det har skabt det velfærdssamfund, som vi har i dag, siger Brian Mikkelsen.

Han påpeger, at stor danske virksomheder og Dansk Erhverv har huset i bygningen.

- Det er de virksomheder, som har skabt vores velfærdssamfund. Så derfor er det utrolig tragisk, siger han.

Inde bag murene gemmer sig blandt andet ikoniske kunstværker, der i Brian Mikkelsens øjne, også klassificerer sig som dansk kulturarv.

Han nævner blandt andet malerier fra kunstneren P.S. Krøyer og ting fra Christian IV's tid.

Brian Mikkelsen har selv hjulpet til med at redde kunstværker ud fra den brændende bygning.

- Nu handler det om at redde, hvad vi kan. Heldigvis har vi reddet flere ting derinde fra, og der er ikke nogen, der er kommet til skade, siger han.

Desuden takker han det "kyndige" brandvæsen, politi og andet beredskab, der har arbejdet på stedet.

Senere har Brian Mikkelsen et møde med sine medarbejdere fra Dansk Erhverv på Teams for at fortsætte arbejdet.

- Det er ekstraordinære tider, så vi bliver nødt til at kæmpe for virksomhederne.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143