Blev livsvarigt syg: Dansker får 11 millioner kroner i erstatning efter covid-vaccine
Det fik voldsomme konsekvenser, da en kvindelig 30-årig social- og sundhedsassistentelev i februar 2021 lod sig vaccinere mod covid-19 med AstraZeneca.
Blot 12 dage efter skulle Sundshedsstyrelsen sætte brugen af vaccinen på pause. Men der var skaden allerede sket.
Det skriver Fagbladet FOA.
Kvinden reagerede på vaccinen blot få timer efter, at hun var blevet stukket. Siden blev hun så syg, at hun måtte opgive uddannelsen.
I dag er hun førtidspensionist med bl.a. konstante hovedsmerter, koncentrationsbesvær og nærmest kronisk træthed. Hendes tab af erhvervsevne er vurderet til 90 procent, og det har ifølge Fagbladet FOA netop udløst en erstatning på cirka 11 mio. kr.
Erstatningens størrelse skyldes, at kvinden kun var 30 år, da hun kom til skade. Den udbetales løbende, modregnes i førtidspensionen og svarer til den løn, hun kunne have tjent som sosu-assistent, indtil hun i 2064 fylder 73 år og kan gå på folkepension.
12 dage efter kvindens vaccination stillede Sundhedsstyrelsen brugen af Astra Zeneca-vaccinen på pause, før den i april blev taget helt ud af det danske vaccinationsprogram på grund af øget risiko for alvorlige bivirkninger.