23948sdkhjf

Ældre raser over tvungne robotstøvsugere: - Så ender man måske med en brækket hofte

Der kan være mange fordele at hente ved at inddrage velfærdsteknologi i hverdagen, men det har også sine ulemper.

Det står klart i Slagelse Kommune. Her har kommunen pålagt de ældre at anskaffe sig en robotstøvsuger for at spare på ressourcerne hos hjemmeplejen.

Men det vækker harme hos de ældre, skriver TV 2 Øst.

Blandt andet lyder fra folkepensionisten Lydia Hansen, der bor i Korsør, at hun er decideret bange for robotstøvsugerens indtog i hendes hverdag.

- Jeg tør ikke at bruge en robotstøvsuger på grund af min balance. Jeg er bange for at falde over den. Så ender man måske med en brækket hofte. Så bliver det da endnu dyrere, siger Lydia Hansen til mediet.

Med prisen henviser hun til, at Slagelse Kommune har indført tiltaget for at spare penge. Men fra flere sider bliver der sat spørgsmålstegn ved, om det kommer til at koste på kvaliteten.

Blandt andet giver en anden hjemmeplejemodtager i artiklen udtryk for, at de ikke tror på, at der vil blive gjort ordentligt rent, når hjemmeplejen bliver afløst af robotterne.

Hos Ældresagen lyder det fra lokalforeningsformand Anette Jørgensen, at langt fra alle ældre har råd til en robotstøvsuger, og at det derfor burde være kommunen, der stillede dem til rådighed.

Slutteligt lyder det fra formanden for kommunens seniorudvalg, Helle Dalsgaard (SF), at de "er nødt til at tænke anderledes" i forhold til ældreplejen "på grund af den økonomiske situation i kommunen".

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078