23948sdkhjf

Mere fart på teknologisk udvikling - Her er Brostrøms anbefalinger

Teknologi og digitale løsninger fylder flere steder i Robusthedskommissionens anbefalinger til at styrke sundhedsvæsnet

Robusthedskommissionen, med Søren Brostrøm i spidsen, har udarbejdet 20 anbefalinger til, hvordan sundhedsvæsnet kan styrkes i en tid, hvor der mangler arbejdskraft:

1. Prioriteringsråd nedsættes for at frigøre ressourcer. Rådet skal vurdere opgaver på tværs af sektorer og sikre bedst mulig udnyttelse af ressourcer.

2. Uhensigtsmæssig behandling skal nedbringes. Mere behandling skal ske i almenmedicinske tilbud for at aflaste sygehuse og specialtilbud.

3. Prioritering styrkes gennem fælles beslutningstagen. Patienten skal inddrages, så denne får ønsket behandling, og man undgår overbehandling på grund af frygt for overset sygdom.

4. Mindre uhensigtsmæssig dokumentation. Dokumentation, som ikke giver værdi, skal fjernes. Tilsyn bør forenkles, og antallet af tilsyn kan reduceres.

5. Kompetencer bruges på tværs af sektorer. Der oprettes attraktive kombinationsjob, hvor medarbejdere har flere tjenestesteder og øget diagnostisk samarbejde om prøvesvar og billedlæsning.

6. Digital og teknologisk omstilling skal gå hurtigere. Det skal frigøre tid til kerneopgaver.

7. Rammerne for anvendelse af arbejdskraftbesparende teknologi skal styrkes.

8. Digitale kompetencer og forståelse af teknologi. Disse elementer skal styrkes på uddannelserne.

9. Ledelse skal prioriteres, og kvaliteten af ledelse styrkes. Ledelsen skal være nærværende, og medarbejdere skal organiseres på mindre hold.

10. Flere skal op i tid. Økonomiske fordele ved at gå ned i tid for at tage ekstra vagter skal fjernes. Medarbejderes indflydelse på vagtplaner øges.

11. Vagtarbejdet skal deles mellem flere. Alle, der kan, skal bidrage i vagtfunktioner. Opgaver skal i højere grad prioriteres i dagtid.

12. Karriereveje skal forankres i arbejdet med patienter og det borgernære. Medarbejdere i forskning skal eksempelvis tage del i borgernært arbejde.

13. Senere tilbagetrækning. Mange jordemødre, sygeplejersker og andre grupper trækker sig ved efterlønsalderen. Der skal være bedre mulighed for gradvis tilbagetrækning.

14. Flere kompetencer fra udlandet. Danmark halter efter internationalt på rekruttering fra udlandet. Man skal også fastholde flere.

15. Flere og bedre introforløb. Introduktionsforløb skal styrkes med supervision, mentorordning og løbende samtaler.

16. Sammenhæng og fleksibilitet mellem uddannelser. Der skal være bedre mulighed for at skifte spor og uddanne sig videre.

17. Efteruddannelser reformeres. Her skal arbejdet med patienter og det borgernære styrkes. Flere ufaglærte skal ind i sundhedsvæsnet som arbejdskraft og brobyggere mellem uddannelse og sundhedsvæsen.

18. Faglige siloer nedbrydes. Administrativt personale skal aflaste sundhedsfagligt personale.

19. Kobling mellem uddannelse og job styrkes for at forebygge praksischok.

20. Uddannelsernes strategiske og langsigtede styring sikres ved at skabe overblik over udbud og studiepladser. Uddannelser dimensioneres efter nuværende og fremtidige behov.

Kilder: Robusthedskommissionens rapport og Sundhedsministeriet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095