23948sdkhjf

Danmarks største velfærdstalent: ”De ældre har betalt skat hele livet, og de fortjener ordentlig pleje nu”

Danmarks 100 største velfærdtalenter er udpeget, og Linda Skjødt Jordan er et af dem. Her fortæller Skjødt Jordan, hvorfor ældreplejen trods ringe økonomiske kår og alt for lidt tid er et godt og vigtigt sted at tilbringe et arbejdsliv

- Vi har brug for tid. Vi jager ofte afsted. Tid er et skældsord inden for vores fag, og sådan bør det ikke være, siger Linda Skjødt Jordan i et IC4-tog fra København til Randers.

Skjødt Jordan er på vej hjem fra Christiansborg. Der er hun blevet fejret med 100 andre talenter, som får den danske velfærdsstat til at fungere. Det er FOA og PenSam, som står bag udnævnelsen af talenterne, og Indenrigs- og sundhedsministeriet bakker op.

Alle talenterne er social- og sundhedsassistenter eller -hjælpere, som vil faget, og måske vigtigere er det denne gruppe, som skal sikre velfærdssamfundets fremtid.

Magasinet Pleje interviewer Linda Skjødt Jordan på gulvet i gummisammenføjningen af to IC4-vogne. Både Linda Skjødt Jordan og Magasinet Pleje er på vej hjem fra København, men begges tog er aflyst. Derfor er passagerne fra tre IC4-tog presset sammen i et, og en gulvplads er, hvad det kan blive til. 

Gulvpladsen generer ikke Linda Skjødt Jordan. Måske skyldes det, at hun er vant til arbejdsvilkårene i ældreplejen. Kommunerne er budgetpressede, og på de store velfærdsområder bliver der sparet.

- Vi har brug for, at budgetlofterne i ældreplejen bliver hævet. Ved du hvad, de ældre har et helt liv betalt skat til den velfærdsstat, de har brug for nu, siger Linda Skjødt Jordan.

Opløftende arbejde

Måske har hun en pointe. Danmarks økonomi har aldrig været stærkere end nu, alligevel er antallet af plejehjemspladser per 1000 ældre faldet med 20 procent siden 2010. Det betyder, at de borgere, som ender på plejehjem, er langt mere behandlings- og plejekrævende, end plejehjemsbeboere var tidligere, og det samme gælder de ældre, som bliver efterladt i eget hjem, fordi der ikke er en plejehjemsplads til dem.

I denne virkelighed udfører Linda Skjødt Jordan sit fag, men trods vilkårene, er der ingen tvivl om, at hun vil det.

- Efter succesoplevelser med borgerne kommer jeg opløftet fra arbejde. Når jeg sammen med en borger oplever, at borgeren kan gå igen efter et længere rehabiliteringsforløb, bliver jeg fyldt med energi og glæde. Det gør borgeren i øvrigt også. Og jeg har mere overskud til mine børn og til verden, når jeg endelig er hjemme, siger Linda Skjødt Jordan.

Til daglig arbejder hun på Plejecenter Bakkegården. Det er et center, som ligger i grænselandet mellem hjemmepleje og plejehjem. Udefra ligner det et hyggeligt lejlighedskompleks.

- Vi har både almindelige ældre borgere, men også borgere med misbrug, borgere med sindslidelser og borgere med demens. Vi har dem alle. Mange af vores borgere har ingen pårørende. De har kun plejepersonalet i deres liv. På en måde er vi deres livline. Alle har noget at byde på, og de giver langt mere retur, end de selv aner, siger Linda Skjødt Jordan.

Nødvendig dokumentation

Statsminister Mette Frederiksen har flere gange sagt, at kravene til dokumentation i ældreplejen er et af de forhold, som spænder ben for god pleje. Eksperterne er ikke enige med statsministeren. Tine Rostgaard er professor på Roskilde Universitet og forsker i ældreplejens vilkår, og hun har tidligere til Magasinet Pleje sagt, at sandheden er, at det meste dokumentation i ældreplejen giver god mening. Når plejepersonale brokker sig over dokumentation, er det ikke dokumentationen, de har noget imod, men de har noget imod, at de ikke har tid til at lave den ordentlig.

Der findes få i Danmark, der har mere erfaring med ældreplejens dokumentationsopgave end Linda Skjødt Jordan. Hun er dokumentationsnøgleperson på Bakkegården, og det betyder, at hun ikke bare har styr på ældreplejens dokumentationskrav, men også at hun til daglig hjælper kolleger med at have det samme. Er Linda Skjødt Jordan enig med statsministeren eller Tine Rostgaard? Professor Tine Rostgaard såmænd.

- Dokumentationen i ældreplejen er udskældt, men sandheden er, at meget dokumentation er helt essentiel for, at plejen kan fungere. Vi kan ikke undvære den, for det er et centralt værktøj til at hjælpe borgeren bedst muligt. Vi er nødt til at dokumentere, så borgeren ikke skal udspørges hver eneste gang. Vi har brug for at dokumentere deres ønsker og vigtige begivenheder i deres liv. Man lægger måske ikke mærke til det, men mange dokumenterede informationer bliver hele tiden anvendt for at få hverdagen til at fungere, siger Linda Skjødt Jordan.

Velfærdstalentet Linda Skjødt Jordan

2009: Begyndte som ufaglært i ældreplejen i Randers

2012: Uddannet social- og sundhedshjælper

2016: Udannet som social- og sundhedsassistent

2021: Arbejde som disponent

2022: Færdiggjort første del af visitatoruddannelsen

Er derudover dokumentationsnøgleperson, og det betyder, at hun rådgiver og hjælper kollegaer med at dokumentere rigtigt. Hun har både arbejdet i hjemmepleje og på plejehjem. På lang sigt har Linda Skjødt Jordan planer om at tage den offentlige lederuddannelse.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094