23948sdkhjf

Kommunernes afbureaukratiseringsforslag til regeringen

1. Dokumentation på tværs af Sundhedslov og Servicelov

Baggrund

Kommunerne giver ydelser efter både sundhedsloven og serviceloven. Ved ydelser efter serviceloven skal kun afvigelser dokumenteres. Gives ydelsen efter sundhedsloven skal medarbejderen hver gang tage fagligt stilling til, om det er nødvendigt at dokumentere.

Konkret eksempel/case på udfordringer reglen giver

En plejehjemsbeboer har et problem vedr. ernæring, hvilket skal vurderes jf. journalføringsbekendtgørelsen til enten at være et aktuelt eller potentielt helbredsmæssigt problem for plejehjemsbeboeren. Problemet skal herefter beskrives med inddragelse af plejehjemsbeboeren og tværfaglige sund- hedsprofessionelle. Dernæst sættes en udredende, forebyggende og/eller behandlende indsats i gang. Denne indsats dokumenteres i den tilknyttede ydelse og handlingsanvisning. Plejehjemsbeboerens problemer med føde- indtag er herefter veldokumenteret. I kraft af FS III skal dette problem alli- gevel samtidig udredes under Funktionsevnetilstande; ”mad og drikke” og der skal ligeledes oprettes en ydelse i forhold til serviceloven.

Ønsker til afklaring, ændring eller handling

Der er generelt behov for en forenkling og ensretning af dokumentations- krav på tværs af sundhedslov og servicelov.
Der ønskes en model for dokumentation, der tager udgangspunkt i borge- ren som det hele menneske, hvor den sundhedsfaglige behandling samt indsatser i forhold til Serviceloven går hånd i hånd og følger samme spor. Det vil lette dokumentationsarbejdet på ældreområdet og samtidig gøre do- kumentationen mindre kompleks for den enkelte medarbejder.

2. Overlappende tilsyn på plejehjem

Baggrund

Der skal være færre og bedre koordinerede tilsyn, som afvikles på en gang.

Konkret eksempel/case på udfordringer reglen giver

Som det er nu, gennemfører Styrelsen for Patientsikkerhed fire forskellige tilsyn under sundhedsloven på ca. 15 pct. af enhederne (et bredt ordinær tilsyn og tre tilsyn med snævre fokus f.eks. om insulin). Dermed kan en enhed risikere at få flere forskellige sundhedsfaglige tilsyn fra styrelsen i løbet af et år. Både forberedelse, gennemførsel og eventuel opfølgning på tilsyn er tidskrævende for ledere og medarbejdere. Særligt da det ofte er nødvendigt med dobbelt dokumentation for at opfylde kravene til de forskellige tilsyn.

Kommunerne er derudover også forpligtede til at gennemføre ét årligt tilsyn efter serviceloven på alle enheder, ligesom styrelsen også fører Ældretilsyn efter serviceloven på ca. 15 pct. af enhederne. Enheder oplever herudover også, at der er andre tilsyn som fx arbejdstilsyn, datatilsyn, fødevaretilsyn, revision mv.

Ønsker til afklaring, ændring eller handling

Der er behov for at forenkle, reducere og koordinere tilsyn fra bl.a. Styrel- sen for Patientsikkerheds side for at frigøre tid hos ledere og medarbejdere. Der bør vurderes samlet på den dokumentation der findes i borgers journal.

3. Dosispakket medicin skal være standard

Kommunale sygeplejersker/SOSU-assistenter bruger meget tid på manuelt at putte borgernes piller ned i dosisæsker. Ved dosispakket medicin pakker apoteket maskinelt lægemidler i små poser, som borgeren så kan indtage på det tidspunkt, der er angivet på hver pose.

Konkret eksempel/case på udfordringer reglen giver

Dosispakket medicin frigør tid hos medarbejderne i kommunerne, og det er samtidig med til at reducere fejl. Mange borgere afviser at overgå til dosispakket medicin på grund af egenbetaling af pakkegebyr, og mange alment praktiserende læger oplever det som besværligt at oprette dosisrecepter.

Ønsker til afklaring, ændring eller handling

Der er behov for, at dosispakket medicin bliver standard, herunder at pakkegebyret gøres 100 pct. tilskudsberettiget, og at dosisrecepter fjernes, så apotekerne kan udlevere på lægens ordination alene.

4. Flere beføjelser til kommunale sygeplejersker

Sygeplejersker ansat i kommunerne bruger i dag meget tid på at kontakte regionens læger, før de må foretage relativt ukomplicerede behandlinger. Det tager tid for medarbejdere, for lægen, og borgeren må vente unødigt.

Konkret eksempel/case på udfordringer reglen giver

En udvidelse af de kommunalt ansatte sygeplejerskers selvstændige virksomhedsområde vil gøre sygeplejerskerne i stand til i højere grad at handle uden såkaldt delegation fra lægerne. Følgende er eksempler på arbejdsopgaver, hvor det giver mening at sygeplejerskerne selv kan træffe beslutning uden at være tvunget til at kontakte borgerens egen læge:

Dosering af afføringspræparater

Insulin (indenfor visse blodsukkerværdier)

Udredning for blærebetændelse, udtagning af urinprøve til dyrk-

ning og resistensbestemmelse og ordinere antibiotikakur

Vurdere behovet for og opstarte kompressionsbehandling ud fra

faglige standarder, der er på området, hos borgere der har venøs insufficiens

Som lovgivningen er nu kan sygeplejersker ikke foretage ovenstående uden kontakt til borgerens egen læge.

Ønsker til afklaring, ændring eller handling

Der er behov for at sygeplejersker får et selvstændigt virksomhedsområde, så sygeplejersker får mulighed for at handle langt mere fleksibelt, hurtigt og effektivt til gavn for både medarbejdere og borgere.
Der er en opmærksomhed på, at der tidligere har været fremsat lignende forslag, hvilket blev forkastet, med begrundelse i risiko for patientsikkerhe- den. De nuværende regler bør dog kunne ændres uden risiko for patient- sikkerheden. Sygeplejerskerne vil have samme ansvar som i dag for at ud- føre deres opgaver med omhu og samvittighedsfuldhed, som det er be- skrevet i autorisationsloven. Hvis sygeplejersken er i tvivl i forhold til den enkelte borger, vil det også fremover være sådan, at sygeplejersken skal kontakte lægen, der herefter beslutter hvilken behandling, borgeren skal have. Der skal dermed fortsat være et tæt samarbejde om behandlingen mellem sygeplejersker og borgerens læge. Forventningen er, at begge fag- grupper vil opleve samarbejdet mindre bureaukratisk, når sygeplejerskerne får et forbeholdt virksomhedsområde.

Sygeplejersker, der ikke føler sig fagligt klædt på til at udføre en opgave, vil naturligvis skulle oplæres.

5. Drop kravet om handleplaner ved mindre kvalitetsbrist i ældrepleje

Selv mindre kvalitetsbrister kan udløse krav om handleplaner fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Både medarbejdere og ledere oplever opgaven som ude af proportioner og unødig tidskrævende.

Konkret eksempel/case på udfordringer reglen giver

Ønsker til afklaring, ændring eller handling

Der er behov for, at Styrelsen for Patientsikkerhed lemper på kravene om handleplaner ved mindre kvalitetsbrist. Det tager tid fra kerneopgaven og det egentlige arbejde med at rette op på de mindre kvalitetsbrist.

6. Dokumentation jf. sygeplejefaglig journalføring

På sundhedsfaglige tilsyn kræves, jf. vejledningen om sygeplejefaglig jour- nalføring, dokumentation af borgerens helbredsproblemer i de 12 sygeple- jefaglige problemområder uanset, om vi som kommune har en sygepleje- faglig indsats eller ej.

Konkret eksempel/case på udfordringer reglen giver

I praksis betyder dette, at vi bliver ansvarlige for at udrede og opdaterer dokumentation på et helbredsproblem, som vi ikke er involveret i. Borger varetager selv sin behandling sammen med egen læge/sygehus afdeling.

Når en kommunal sygeplejerske følger op på helbredsproblemet, opleves det, som unødig dokumentation, og borgeren kan opleve, at vi “vi blander os” i forhold, som ikke er et anliggende mellem os og borgeren.

Ønsker til afklaring, ændring eller handling

At det er ikke et krav, at vi skal udrede og følge op på helbredsproblemer, hvor vi ikke har en sygeplejefaglig indsats og ansvar.

7. Sammenlægning af omsorgs- og specialtandplejen

Omsorgstandpleje og specialtandpleje er to kommunale tandplejetilbud, der begge retter sig mod borgere med nedsat fysisk og psykisk funktions- evne. Der er overlappende lovgivning på området, hvor gældende lovgiv- ningsmæssige adskillelse af de to tandplejetilbud, jf. Sundhedsstyrelsens vurderingen, primært er grundet i historiske forhold frem for faglige hensyn. En sammenlægning vil betyde en forenkling for patienterne og de fagper- soner, der henviser til omsorgs- og specialtandpleje, idet der kun vil være én indgang til det relevante tandplejetilbud. Ved sammenlægning af tilbud- dene vil visse administrative procedurer desuden kunne forenkles samtidig med at opkrævningen af egenbetalingen vil blive forenklet. Der har tidligere været politisk opmærksomhed, og opbakning til revision af reglerne på om- rådet. Således indgik det i finanslovsaftalen 2022, hvor det fremgår at: ”Af- talepartierne er enige om at lave en analyse af eksisterende tilskudsordnin- ger for social tandpleje og andre tilskudsordninger for tandpleje, der bl.a. skal belyse mulige forenklinger. Analysen skal bl.a. bygge på nuværende erfaringer fra eksisterende ordninger”. Der er således truffet politisk beslut- ning om at igangsætte arbejdet, men dette udestår forsat.

Konkret eksempel/case på udfordringer reglen giver Sundhedsstyrelsen kom i rapporten ”Modernisering af omsorgstandplejen” fra 2016 med en række anbefalinger til at styrke den kommunale omsorgs- tandpleje for ældre borgere med nedsat funktionsevne, som ikke er i stand til at udnytte det eksisterende tandplejetilbud i privat tandlægepraksis. Disse anbefalinger kan med fordel danne afsæt for et arbejde. De enkelte anbefalinger er uddybet i rapporten, som findes på https://sundhedsstyrel- sen.dk/da/nyheder/2016/~/me- dia/045C83E4BBFD4650923109AE5D690610.ashx

8. Forenkling af afregning af social tandpleje mellem kommunerne

Når en borger med særlige sociale problemer - med bopæl uden for Kø- benhavn - modtager social tandpleje i Københavns Kommune, sender kommunens medarbejdere en regning til borgerens bopælskommune på den faktiske udgift pr. besøg og pr. ydelse. Ordningen opleves imidlertid tung og bureaukratisk.

Ønsker til afklaring, ændring eller handling

Der er behov for en forenkling af lovgivningen, så der kan være en fast takst for afregningen mellem kommunerne.

Baggrund

Mange beboere på plejehjem er inhabile og har stedfortrædere til, at give habilt samtykke til generelt informeret samtykke til mindre behandlinger ydet af tandplejere.
Jf. liste b. kan der indhentes et generelt informeret samtykke, i det omfang det vurderes at være relevant for borgeren. Ift. almindeligt tandeftersyn og kontrolrøntgenundersøgelse af tænder, mund og kæbe samt opfølgende behandling hos patient med kendt tandproblematik,

Ønsker til afklaring, ændring eller handling

§§ 9 og 10 i bekendtgørelsen op til forskellig forståelse og dermed forvalt- ning.
Fra plejehjemmets side var der en tro på, at borger sagtens kunne bruge det generelt informerede samtykke til de på plejehjemmet belyste tandpro- blemer, på tandklinikken. Tandklinikken er af den opfattelse, at alt hvad der skal gøres på tandklinikken ikke dækkes af det generelle informerede sam- tykke, lavet på plejehjemmet.

Kunne det tydeliggøres i bekendtgørelsen, om- og i hvilket omfang om- sorgstandpleje på egen klinik er/kan være dækket af det generelt informe- rede samtykke + liste b der er er udfyldt på plejehjemmet.

I modsat fald har personalet på plejehjemmet en del ekstra arbejde ift. at stå til rådighed ift. at kontakte samt oplyse pårørende samt afvente endnu en udfyldelse af samtykke.

10. Hjemmesygepleje ydelser efter sundhedsloven i friplejehjem

Det er normal praksis, at plejepersonale på plejehjem varetager både ser- vicelovs- og sundhedslovsydelser, som en integreret pleje, hvor en række ikke komplicerede indsatser efter sundhedsloven, løses af SOSU-personalet.

Hvad angår friplejehjem er udfordringen at når der skal beregnes en takst, må udgifter til indsatser efter sundhedsloven ikke medtages i beregnings- grundlaget, eftersom dette ikke er en ydelse, som friplejehjemmet kan cer- tificeres til at levere.

I kommunerne giver denne adskillelse en udfordring, idet det ikke er nor- mal praksis at opgøre og registrere tidsforbruget og omfanget af beboernes ydelser på plejehjem. Konkret vil det således være nødvendigt at foretage en konkret opgørelse eller foretage et begrundet skøn for omfanget af sundhedslovsydelser. I den forbindelse er det nødvendig at opdele sund- hedslovsydelser i ”kompliceret” og ”ikke kompliceret”, da sygeplejersker ansat på plejecentre primært varetager komplicerede sygeplejeydelser og SOSU-personalet varetager ikke komplicerede ydelser. Udgifter til sygeple- jersker (lønomkostninger m.m.) kan isoleres og anvendes til beregning af en tillægstakst for komplicerede sygeplejeydelser. For de ikke komplicerede sygeplejeydelser vil man skulle foretage måling, opgørelse eller begrunde skøn over, hvor stor en andel af plejepersonalets tid, der anvendes på ikke komplicerede sygeplejeydelser, og herigennem fastsætte en sær- skilt takst herfor. Med denne fremgangsmåde får man en tredelt takst:

Pleje og praktisk hjælp

Sygepleje kompliceret

Sygepleje ikke kompliceret

Dermed kan man leve op til lovens krav om, at omkostninger til levering af sygeplejeydelser efter sundhedsloven ikke medtages.
Den tredelte takst er en administrativt tung opgave, især hvis man foreta- ger en tidsregistrering af SOSU-personalets opgaver vedr. sygepleje. Des- uden vil det være sådan, at har kommunen indgået aftale med friplejehjem- met om levering af sygeplejeydelser efter sundhedsloven, vil opdelingen ikke have nogen betydning i praksis, fordi totalomkostningerne for takstbe- regningen vil være de samme. Det har heller ingen betydning for beboerne på plejehjem. Den administrative omkostning ved at opgøre og beregne en tredelt takst står således ikke på mål med resultatet.

Ønsker til afklaring, ændring eller handling

Lovens krav om adskillelse af servicelovs- og sundhedslovsydelser i takst- beregningen for friplejehjem bør frafaldes. Det bør også overvejes, om fri- plejehjem ikke kan certificeres til at levere sygeplejeydelser. På den måde vil de også sidestillet med kommunale plejehjem.

11. Habilitetsvurdering

En meget stor procentdel af plejehjemsbeboere har demensdiagnose og skal på et eller andet tidspunkt vurderes ift., om de er i stand til at give ha- bilt samtykke, eller der skal stiles mod stedfortrædende samtykke ift. sund- hedsfaglig undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræ- ning, pleje og forebyggelsestiltag.

Konkret eksempel/case på udfordringer reglen giver

STPS kræver ved tilsyn, at der er taget stilling til borgers habilitet Sundhedsfagligt personale anmoder borgers læge om stillingtagen. Hyp- pigt svarer lægen, at det kan vedkommende ikke tage stilling til grundet manglende kendskab til borger – i andre tilfælde mener lægen ikke at op- gaven er hans/hendes. At personale oplyser lægen om, at det i Vejlednin- gen står: ” om en borger må anses for varigt inhabil, må som udgangs- punkt bero på en lægefaglig vurdering”, gør ingen forskel.
Dermed stilles plejehjemmets personale i en svær situation, da de ikke får en afklaring af, om evt. stedfortræder eller evt. værge skal aktiveres vedr. beslutninger.

Styrelsen for Patientsikkerhed anerkender, at det ofte er personale der træffer beslutningen og journalfører inhabilitet, med deraf følgende aftaler for stedfortrædere.

Men personalet føler at de ”gør lægens arbejde” og at der kan opstå et spørgsmål om, hvem der er ansvarlig, hvis der opstår tvivl eller problemer.

Ønsker til afklaring, ændring eller handling

Her kan der indtænkes forskellige korrektioner eller ændringer:
Ansvaret for vurderingen af inhabilitet bør fremgå klart af sundhedsloven og ikke blot i en vejledning.
Begrebet ”som udgangspunkt” bør ikke anvendes, medmindre der samtidig tilkendegives hvilke alternativer der er.
Hvis det er lægen der skal vurdere habiliteten hos plejehjemsbeboere – så SUL tydelig desangående
Hvis opgaven at vurdere habilitet hos plejehjemsbeboere kan varetages af eks. tværfaglige team af stedets sygeplejersker og terapeuter, så gør det tydeligt i SUL. Hermed undgås det at bruge ressourcer på kommunikation med borgerens læge, hvilket ofte er spildt.

12. Frisætning fra indberetninger til Europa-kommissionen vedr. planlagt behandling og grænseoverskridende sund- hedsydelser.

Baggrund

Styrelsen for Patientsikkerhed har i en årrække sendt mails ud til alle lan- dets kommuner omkring årlig afrapportering til Europa-Kommissionen. Den ene henvendelse drejer sig om udstedelse af forhåndstilladelse (formular S2) til planlagt behandling i Danmark eller et andet EU-land, hvor behand- ling forstås som ydelser i sundhedsloven. Den anden henvendelse drejer sig om afrapportering vedrørende anvendelsen af reglerne for grænseover- skridende sundhedsydelser under patientmobilitetsdirektivet. Kommunerne har til opgave at melde tilbage til Styrelsen for Patientsikkerhed, om de har haft borgere det seneste år, der har modtaget sundhedsydelser, der falder i disse kategorier.

Ønsker til afklaring, ændring eller handling

Tilbagemelding til Styrelsen for Patientsikkerhed er tidskrævende og giver ingen værdi for hverken borgerne eller kommunerne. Der er efter Aalborg Kommunes vurdering er tale om et stort set-up til et meget begrænset antal potentielle sager. Afrapporteringen til Europa-Kommissionen vedrører me- get specifikke krav, der er opsat for de to henvendelser, hvorfor blandt an- det Aalborg Kommune endnu ikke har haft nogle borgere, der skal indgå i Styrelsens afrapporteringer. For at kunne undersøge, hvorvidt en kom- mune har borgere, der skal indgå i afrapporteringen, er det, i Aalborg Kom- munes tilfælde, nødvendigt at kontakte samtlige enheder, der udøver sund- hedsydelser til kommunens borgere. Det er vurderingen, at når en kom- mune af Aalborgs størrelse ikke har borgere, der falder indenfor kategori- erne, er dette også tilfældet i hovedparten af landets øvrige kommuner. Af- rapporteringen og særligt afdækningen tager uhensigtsmæssig lang tid og indsatsen står, i Aalborg Kommune, ikke mål med resultatet.

13. Forenkling af implementering af EU-forordning om medicinsk udstyr

Forordningen om medicinsk udstyr skal bl.a. være med til at styrke patientsikkerheden. Det er dog vurderingen, at statens foreløbige fortolkninger af forordningen medfører en betragtelig og unødig administrativ byrde for kommunerne, der ikke står mål med forordningens sigte.

14. Forenkling af befordringsregler

Nogle borgere har mulighed for at få transport eller få betalt transport i for- bindelse med f.eks. sygehusbehandling eller genoptræning. Reglerne på området er imidlertid komplekse og går bl.a. på tværs af tre forskellige lov- givninger, herunder sundhedsloven. Det betyder, at arbejdet med befor- dringsordninger bliver unødigt tidskrævende og bureaukratisk for kommu- nens medarbejdere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08