Ny forskning: Det hjemlige plejehjems hemmelighed
”Oplevelsen af hjemlighed er tæt forbundet med følelsen af genkendelse og af at blive anerkendt for den person, man er,” skriver VIVE om en af de mest afgørende faktorer for at føle sig hjemme på plejehjem.
Stueplanterne, billederne på væggen og møblerne betyder meget, men lige så afgørende er menneskelige relationer – til personalet og til de andre beboere. De andres anerkendende blik, at nogen ved, hvem man er.
Det er en af de mere overraskende konklusioner i en næsten 100 sider lang rapport fra VIVE med titlen ”Et særligt hjem: Oplevelse af hjemlighed på plejehjem”, som udkom fredag.
- Relationerne til særligt personalet, men også til de øvrige beboere, er centrale for beboernes oplevelse af hjemlighed, siger Mikka Nielsen til Magasinet Pleje.
Mikka Nielsen er antropolog og seniorforsker ved VIVE, og så er hun hovedforfatter på ”Et særligt hjem”-rapporten. Hun har sammen med tre kollegaer gennemført etnografiske studier af hjemligheden på plejehjem i Danmark. Gennem feltarbejde er otte plejehjem og deres skabelse af hjemlighed, beboernes følelse af at høre til, blevet nærstuderet.
- Det er vigtigt for beboerne, at de bliver mødt med interesse. At der er nogen, som interesserer sig for, hvor de kommer fra, og hvad det er for et liv, som de har levet. Vi læser alle de personer, som vi møder. Men det er også vigtigt at have oplevelsen af, at man bliver læst, siger Mikka Nielsen.
Institutionen i hjemmet, hjemmet i institutionen
I regeringsgrundlaget for SVM-regeringen står, at ”et plejehjem igen skal være mere et hjem end en institution.” Præcis denne kamp mellem plejehjemmenes institutionelle træk og deres hjemlighed står centralt i VIVE-rapporten.
For et plejehjem er også en institution og som sådan underlagt service-, sundheds-, arbejdsmiljø-, brand- og fødevarelovgivning – mindst. Og alle disse lovgivningskomplekser regulerer sociale relationer og det fysiske rum.
Samme effekt har skematiseringen af tiden: spisetider, tider for udflugter og tider for pleje. ”Det er anderledes, når man flytter ind, fordi man skal vænne sig til en ny rytme. Altså ikke dag og nat, men at man skal spise på bestemte tidspunkter. Man kan ikke bare selv bestemme, hvornår man vil spise,” siger en plejehjemsbeboer i rapporten. ”Jeg føler mig ikke hjemme. Det er underligt at bo, som vi gør. Jeg kan stadig ikke finde et ord om det. Det er fordi, det er en institution,” siger en anden.
Mika Nielsen forklarer, at overgangen fra hjem til plejehjem ofte kan være abrupt, for eksempel i forbindelse med et aldersbetinget fald i hjemmet, hvor direkte flytning fra hospital til plejehjem er nødvendigt. Men for mange borgere er institutionen faktisk flyttet ind i det private hjem, før hjemadressen bliver flyttet ind i institutionen.
- Mange modtager hjemmepleje, før de flytter på plejehjem, og her er det faktisk institutionen, som flytter ind i det private hjem, og ikke det private hjem, som flyttes ind i institutionen. Hjemmepleje er på en måde en institutionalisering af privatsfæren. For den gruppe behøver kontrasten mellem det private hjem og plejehjem ikke at være overvældende, siger antropologen.
Den sympatiske institution
Samtidig fremhæver Mikka Nielsen, at de beboere, som accepterer, at et plejehjem trods institutionelle træk stadig er et hjem, også er dem, som ofte får en god plejehjemstid.
- Følelsen af hjem hænger også sammen med en accept af plejehjemmet som en særlig form for hjem. Det kan lyde paradoksalt, men det handler om at acceptere omstændigheden af at være flyttet på plejehjem, hvor institutionelle rammer og regler til tider bryder og udfordrer hjemlighedsfølelsen, forklarer Mikka Nielsen.
Ordet ”institution” giver ofte mindelser om regelbåren socialitet, hvide vægge og hygiejneoptimeret indretning. Men i VIVE-rapporten og i samtalen med Magasinet Pleje fremhæver Mikka Nielsen, at institutionaliseringen ofte også har en positiv tryghedsskabende effekt.
- Den alarm, der bipper, afbryder rigtignok den hjemlige stemning, og på den måde griber de institutionelle rammer ofte ind i sociale sammenhænge på plejehjem. Men den samme alarm hjælper en anden beboer til at føle sig tryg, og om noget forbinder vi netop tryghed med at være hjemme. Så ældreplejen står i et skisma mellem forstyrrende og tryghedsskabende institutionel indgriben i hverdagen, siger Mikka Nielsen.
Som Carsten, en af nationens over 40.000 plejehjemsbeboere, taknemmeligt udtrykker det i VIVE-rapporten: ”Man bliver plejet og passet. Så jeg har ikke noget at klage over. Så er det næsten bedre end at være derhjemme. Her er altid nogle at snakke med.”
