23948sdkhjf

Patienter på sygehuse kan igen få flere besøg

Der er godt nyt til patienter på landets sygehuse, som ønsker besøg af deres nære og pårørende.

De restriktioner, der har holdt sygehuse lukket for langt de fleste besøg, er udløbet. Og Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at der ikke er grund til at forlænge dem.

Styrelsen oplyser, at restriktionerne er ophævet gældende fra i dag, torsdag. Dog med undtagelse af hospitalerne i Herlev og Hvidovre.

Der har siden efteråret været besøgsrestriktioner på sygehusene grundet frygt for spredning af coronasmitte. Det har betydet, at patienter som udgangspunkt kun måtte få besøg af én pårørende.

Styrelsen for Patientsikkerhed har i forbindelse med, at påbuddene om restriktionerne udløber, vurderet, at der ikke længere er sundhedsfagligt grundlag for at have generelle påbud om besøgsrestriktioner på sygehusene.

Anette Lykke Petri, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, forklarer, at det er en faglig vurdering, som er grunden til, at der igen må komme flere besøgende.

- Vi er i en helt anden situation end i efteråret. Vi har lave smittetal, en epidemi under kontrol. Samtidig har vi fået vaccineret de ældste og mest sårbare borgere og en stor del af personalet i sundhedsvæsenet.

- Når vi sammenholder det med, at det er en psykisk belastning at være indlagt og ikke kunne få besøg af sine nærmeste, mener vi, at det er fuldt fagligt forsvarligt at genåbne for besøg på landets hospitaler, siger hun.

Hun påpeger, at der kan komme nye påbud, hvis smittesituationen ændrer sig og kræver det.

Enkelte hospitaler må vente

Der gælder stadig de almindelige retningslinjer - som i resten af samfundet - om at holde afstand, have god hygiejne og ikke være for mange samlet.

Enkelte sygehuse må dog vente med at åbne for besøg.

På grund af smittesituationen på Københavns Vestegn får Herlev Hospital og Hvidovre Hospital forlænget deres påbud om besøgsrestriktioner. De gælder indtil 12. maj og vurderes løbende.

- De har incidenstal i deres optagelsesområde, som vedvarende har været høje. Så der er altså en vis risiko for at bringe smitte ind på hospitalet.

- Men vi følger situationen løbende. Vi ophæver det selvfølgelig inden 12. maj, hvis der er grundlag for det, siger Anette Lykke Petri.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet COVID-19.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078