Attendos plejehjem er så småt begyndt at lukke op, men har i en lang periode været lukket ned for besøgende, præcis som de kommunale plejehjem. Nu er oplukningerne afhængige af retningslinjerne i de kommuner, de private plejehjem ’bor’ i ...
Personalet på Attendos plejehjem har den seneste tid derfor foretaget en del ændringer i hverdagen og i beboernes omsorgsprogrammer, men med nytænkning og implementering af digitale værktøjer er der også lyspunkter ved omstændighederne.
- Vi forstår absolut savnet fra både beboere og pårørende, men i disse tider er det sikrest at være sammen hver for sig, siger direktør Søren Andersen fra Attendo.
Nedlukning har skabt dialog
Ifølge virksomhedschef Ditte Korsager oplever Attendos plejehjem blandt andet en positiv stigning i familier og pårørende, der samles og holder kontakten virtuelt.
- Vi har investeret i tablets, der tåler afspritning, som hjælper med at vedligeholde kontakten mellem beboere og deres pårørende. Og der er enormt høj efterspørgsel på dem. Beboere har mulighed for videoopkald eller ringe til deres pårørende, og vi oplever i højere grad end normalt dialog mellem familierne, siger Ditte Korsager og tilføjer, at når Corona-nedlukningen er overstået, vil man fastholde muligheden for digital kontakt mellem beboere og pårørende.
Ditte Korsager understreger vigtigheden af, at familier og pårørende til beboere især i disse tider vedligeholder eller øger kontakten.
- Nogle af vores beboere forstår ikke, hvorfor deres ægtefæller eller børn pludselig ikke besøger dem. Derfor er de digitale værktøjer et vidundermiddel, der skaber glæde og forståelse hos beboerne, men selvfølgelig også hos de pårørende. Pludselig skabes og genskabes kontakt mellem familiemedlemmer på tværs af landet. Flere af vores beboere har for eksempel "spist" middag med deres pårørende over Skype. Det er meget opløftende, fremhæver Ditte Korsager.
Livsglæde i højsædet
For at mindske smittefaren har Attendo opdelt beboerne i mindre grupper, der spiser og dyrker aktiviteter sammen. Og netop omstændighederne har skærpet kreativiteten.
- Normalt bruger beboerne meget tid på vores fællesaktiviteter samt besøg fra pårørende, som virkelig skaber glæde. Beboernes livsglæde og hverdagens små glæder er naturligvis stadig det vigtigste, og derfor er vi ekstra opmærksomme på at være kreative med aktiviteter. I øjeblikket bruges meget af tiden udenfor, hvor solen nydes, og der skrives gækkebreve og strikkes, fortæller Ditte Korsager.
Plejehjemmene og deres medarbejdere hos Attendo tager alle foranstaltninger for at reducere smittefaren. Derfor følger man nøje myndighedernes anvisninger for plejehjem. Ifølge direktør Søren Andersen er lukningen for besøg naturligvis mødt med ærgrelse, men stor forståelse fra både beboere og pårørende.
Plejehjem: Corona har skabt større kontakt
Da Danmark lukkede ned, betød det ingen besøg fra pårørende på Attendos plejehjem. Heldigvis har den virtuelle kontakt aldrig været bedre