Medarbejdere på sundheds- og omsorgsområdet i Aarhus Kommune tilbydes test for COVID-19. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Tilbuddet til ansatte kommer efter Sundhedsstyrelsens nye strategi om - på sigt - at kunne teste op mod 42.000 danskere om dagen i de hvide telte, der er sat op i alle regioner landet over.
Som en del af indkøringsfasen har sundhedsmyndighederne tilbudt Aarhus Kommune at gennemføre test på en række udvalgte medarbejdere i en kortere pilotperiode.
I første omgang drejer det sig om medarbejdere fra Sundheds- og ældreområdet, da disse har været særlig tæt på ældre medborgere og andre mennesker i risikogruppen.
"Fra Aarhus Kommune vil man blandt andet give personale fra de af kommunens plejehjem, hvor borgere eller medarbejdere har været smittet med corona-virus muligheden for at blive testet. Medarbejdere fra disse arbejdspladser vil i den nærmeste fremtid få en invitation i deres e-Boks med et tilbud om test," skriver kommunen.
- Indtil videre er vi kommet igennem corona-krisen med begrænset smittespredning i Aarhus. Vi tager gerne imod tilbuddet om at hjælpe til i denne indkøringsfase, sådan at myndighederne kan afprøve det nye set-up og hurtigt øge testkapaciteten, siger Hosea Dutschke, direktør i Sundhed og Omsorg.
Han understreger, at der er tale om et tilbud, og at det derfor er frivilligt, om man vil lade sig teste eller ej.
