Med den nye manual får medarbejdere og ledelse i demensomsorgen en række konkrete redskaber til at komme i gang med at bruge sang og musik.
Manualen er bygget op omkring 17 forskellige temaer, der handler om at bruge sang og musik i hverdagssituationer, hvor en person skal have hjælp til for eksempel at børste tænder, stå op om morgenen eller tage medicin, men også i de særligt svære situationer som ved livets afslutning.
Under hvert tema er samlet en række unikke videoklip fra autentiske situationer på fire plejecentre i Danmark, hvor personalet gennem de seneste år har brugt sang og musik.
Manualen har også en række anbefalinger til, hvordan det enkelte plejehjem kan komme i gang med at bruge sang og musik ud fra organisatoriske og ledelsesmæssige perspektiver.
- Som leder tænker jeg, at vi ikke har tid til at lade være med at bruge sang og musik. Det kræver ikke flere ressourcer - tværtimod skaber det faktisk ressourcer i hverdagen, så det handler ikke om, at vi skal have flere tilført. På den lange bane giver det faktisk ekstra tid og livskvalitet til de beboere, vi har med at gøre. Sang og musik skaber glæde og overskud i hverdagen, siger Dorthe Lynge, der er centerleder på Demenscenter Skovgården, som har deltaget i udviklingen af manualen.
Syng løs!
På Plejecenter Strandgården har Lissy Vejen, som er social- og sundhedsassistent, lært at bruge sang og musik i sit arbejde. Hun fortæller, at det kan være grænseoverskridende at skulle bruge sig selv på en anden måde, end man plejer:
- Nogle kan godt have svært ved at synge i starten, men det handler ikke om at synge fejlfrit. Det handler om at skabe en relation til beboerne, så pyt med om man synger falsk eller forkert.
Se link til online manual med videoer på: www.dermus.aau.dk.
Konkrete redskaber bygget op om 17 temaer
Online manual om brug af sang og musik kan guide plejepersonalet gennem tandbørstning og morgenvækning. 17 temaer støtter op om hverdagsudfordringer, der løses med musik