Superviseret styrke- og balancetræning, boligændringer og kompetenceudvikling af sundhedspersonale.
Det er nogle af anbefalingerne i en helt ny national klinisk retningslinje for forebyggelse af fald hos ældre. Anbefalingerne kan støtte sundhedsprofessionelle i at prioritere imellem konkrete behandlingstiltag på tværs af både professioner og sektorer, og på den måde medvirke til gode patientforløb for borgeren.
- Da der er begrænset evidens på området, er mange af anbefalingerne ’svage anbefalinger’. Det betyder, at vi har vurderet at fordelene ved behandlingen er større end ulemperne, men at vi mangler viden for at kunne sige noget med større sikkerhed, forklarer fuldmægtig Christina Debes Helm fra Sundhedsstyrelsen.
- Vi anbefaler bl.a. styrketræning og balancetræning, da vi vurderer, det kan være med til at forebygge fald, fortæller hun.
På samme måde anbefales også ’konceptuelle bevægelsesformer’ som for eksempel Tai chi, yoga eller dans til hjemmeboende ældre, som er i risiko for fald.
- Det er meget op til den ældre, hvad der passer dem, i forhold til de tilbud man giver. Den viden, vi har, indikerer nemlig, at de ældres glæde ved bevægelsesformen har betydningen for resultaterne. Hvis de bedst kan lide yoga, så er det måske det, man skal fokusere på, men hvis de er mere til dans, ja så er det det, man skal fokusere på, siger Christina Debes Helm.
Kompetenceudvikling
Den nye retningslinje anbefaler ligeledes, at boligændringer overvejes til hjemmeboende ældre, som er i risiko for fald, samt at man kan tilbyde systematisk kompetenceudvikling i faldforebyggelse til sundhedspersonale, som arbejder med ældre på plejehjem og i hjemmeplejen. Herudover frarådes længere tids brug af benzodiazepiner og anti-depressiva, da det er præparater, der øger risikoen for at falde.
Målgruppen for den nye nationale kliniske retningslinje for forebyggelse af fald er blandt andre ledere, sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter og social- og sundhedsassistenter, som i privat eller offentlig regi er involveret i vurdering og behandling af ældre, der er i risiko for fald.
- Vi ved, at det kan være svært at implementere retningslinjerne i praksis, da de lokale forhold kan sætte begrænsninger i forhold til, hvad man kan tilbyde. Anbefalingerne i en national klinisk retningslinje er udarbejdet med en overordnet national vinkel, og man må ved brugen forholde sig til, hvordan det passer ind i den dagligdag og den virkelighed, man har det sted, hvor man arbejder med de ældre. Vi håber, at anbefalingerne kan være med til at styrke det fokus, der er på forebyggelse af fald hos ældre, da vi mener, at det kan have en betydning for livskvaliteten hos denne gruppe borgere, siger Christina Debes Helm fra Sundhedsstyrelsen.
Ny retningslinje skal forebygge fald
En ny national klinisk retningslinje anbefaler blandt andet, at ældre, der er i risiko for fald, får tilbud om superviseret styrke- og balancetræning.