På Sygehus Sønderjylland kører der lige nu et pilotprojekt på to medicinske afdelinger, hvor frivillige kommer og spiser sammen med udvalgte patienter om aftenen og er med til at sprede hygge omkring måltidet.
I sidste måned var de frivillige spisevenner på et introduktionskursus, hvor de både fik viden om kost men også en god times undervisning i hygiejne.
- Når vi inviterer ikke-sundhedsprofessionelle ind på sygehuset, så har vi en forpligtelse til at klæde dem godt på, så de er trygge, og ved, hvordan de skal gebærde sig, når de er i en afdeling, så der ikke er nogen risiko hverken for vores patienter eller for de frivillige i forhold til at blive smittet med noget, siger hygiejnesygeplejerske Kirsten Dittmer fra Sygehus Sønderjylland.
Spisevennerne lærte blandt andet om smittekæden, ligesom de blev undervist i god håndhygiejne,
- De er blevet undervist i at bruge sprit, og vi har testet dem i vores håndhygiejneboks med ultraviolet lys, hvor vi kan se, om de får fordelt spritten over hele hånden, forklarer hun.
Spørgsmål om smitte
De frivillige selv havde også mange spørgsmål i forbindelse med hygiejne-undervisningen. Der var især mange spørgsmål om smitte, fortæller Kirsten Dittmer. Hvordan sikrer vi os, at vi ikke er skyld i, at vi bringer smitte videre? Har det nogen betydning, hvis vi har en syg ægtefælle derhjemme? Og hvorfor må vi ikke have vielsesring på?
- De er meget samvittighedsfulde, og vil i hvert fald ikke være årsag til, at der er nogen, som bliver smittet, fortæller hun.
De nye spisevenner kommer på afsnittet Ældresygdomme i Aabenraa og afsnittet Diabetes, Hormon og Nyresygdomme i Sønderborg. Pilotprojektet startede i marts og fortsætter til efter sommerferien.
På Sygehus Sønderjylland samarbejder man i dag med mange frivillige. Foruden spisevenner er der blandt andet også frivillige guider, som kan hjælpe folk rundt på sygehuset. Og de bliver alle undervist i hygiejne.
Sygehusets frivillige spisevenner kom på skolebænken
De nye spisevenner på Sygehus Sønderjylland har været på introduktionskursus, hvor de blandt andet er blevet undervist i god håndhygiejne.