23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på MedTechNews
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Velfærdsteknologi bidrager til et godt arbejdsmiljø på Anemonen

Plejecenter Lundtofts nye demensafsnit har fået døgnrytmelys, touch-skærme i lejlighederne, og kaldesystem, der giver alarm, når beboere forlader afdelingen.

På Plejecenter Lundtoft i Vejen Kommune har man for få måneder siden indviet et nyt demensafsnit. I forbindelse med indretningen af det nye demensafsnit, Anemonen, har der været stærkt fokus på velfærdsteknologi. Anemonen har f.eks. fået døgnrytmelys, touch-skærme og et nyt kaldesystem. Og de velfærdsteknologiske løsninger er ikke kun med til at skabe trivsel og tryghed for beboerne på afdelingen - de er også med til at skabe et endnu bedre arbejdsmiljø, fortæller personalet.

- Medarbejderne er glade, når de møder om morgenen. De glæder sig til at komme på arbejde. Og når vi møder glade på arbejde hver morgen, så smitter det også af på borgerne, og så er de glade, siger social- og sundhedsassistent Randi Holdt, der også er arbejdsmiljørepræsentant på plejehjemmet.

Der er blevet installeret touch-skærme i beboernes lejligheder, hvor personalet nemt kan se dagens arbejdsopgaver hos den enkelte beboer. Det kan for eksempel være morgenpleje, medicin eller rengøring. Når man har udført en opgave, sætter man et flueben. I fællesrummet hænger der en tilsvarende skærm, hvor alle ansatte kan logge ind og få overblik over, hvilke opgaver, der mangler at blive løst.

- Vi har hele tiden overblik over, om der er noget, vi mangler. Og det giver os også en ro, siger hun.

På skærmen inde hos beboeren kan personalet også bestille bleer og andre varer og kommunikere med pårørende.

- På den her måde får vi faktisk frigivet noget tid. Den tid vi skulle have brugt på at gå ind på kontoret for at ringe eller sende en mail, den kan vi bruge på borgeren i stedet, forklarer Randi Holdt.

Ekstra energi

I alle rum på afdelingen er der blevet installeret lys, som følger døgnrytmen.

Døgnrytmelyset kan blandt andet skabe ro hos beboerne. Men lyset påvirker også personalet.

- Jeg kan mærke en stor forandring i forhold til, da jeg var på min tidligere arbejdsplads. Jeg har ekstra energi til hverdag, og når jeg kommer hjem fra arbejde, har jeg stadig masser af overskud til at gå i haven eller spille volleyball, og det er nok på grund af døgnrytmelyset, smiler social- og sundhedshjælper Rosalinda Laursen.

Og så har Anemonen også fået nyt kaldesystem. Alle beboere har fået et særligt armbånd på, som giver alarm, når en beboer forlader afdelingen. Derudover fungerer armbåndet som nøgle ind til beboerens lejlighed, og på den måde undgår man også situationer, hvor en beboer går i en anden beboers lejlighed. For de situationer kan skabe en angstfuld tilstand for begge beboere, forklarer områdeleder Bo Smith.

- Og jo flere gange i løbet af en dag der har været en angstfremkaldende situation, jo større er risikoen for at en beboer på tidspunkt får en uhensigtsmæssig adfærd, hvor der kan opstå noget, der kan være farligt for personalet. Så hvis vi kan undgå at skabe angstfyldte situationer, så kan vi også undgå uhensigtsmæssig adfærd, og så kan vi give et bedre arbejdsmiljø, siger han.

Plejecenter Lundtofts nye demensafsnit med 12 boliger blev indviet i december 2017.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.14|