En ny undersøgelse blandt medlemmerne af UlykkesPatientForeningen viser, hvordan medlemmerne oplever dét at blive visiteret til hjælpemidler. Undersøgelsen er en onlineundersøgelse blandt mennesker med fysisk handicap.
I undersøgelsen svarer 7,3 procent, at de har fået tildelt hjælpemidler på bekostning af praktisk hjælp. Altså, at hjælpemidler i nogen grad skal erstatte hjælp fra menneskehænder.
Formand for UlykkesPatientForeningen, Janus Tarp, ser en tendens, som han advarer stærkt imod: Det handler nemlig ikke kun om at være selvhjulpen. Det handler også om kontakt til omverdenen, siger han:
- Selvfølgelig er der mange mennesker med fysisk handicap, der ønsker at kunne klare sig selv mest muligt. Jeg er selv et godt eksempel på det. (Janus Tarp er afhængig af hjælpemidler i døgnets 24 timer efter en cykelulykke - red.) Men rigtig mange af vores medlemmer er uden stor kontakt til omverdenen. De føler sig ensomme og isoleret. Og det samlede billede af undersøgelsen viser mig, at frygten for, at hjælpemidler skal erstatte personlig hjælp i dén grad er til stede...
- Jeg har fuld forståelse for, at kommunerne skal spare på ressourcerne. Og at velfærdsteknologi er godt for det fysiske arbejdsmiljø. Men der skal alligevel lyde en opfordring herfra til politikerne: Man kan ikke bare erstatte personlig hjælp uden at sørge for, at ressourcerne bringes i spil andre steder. Ensomhed har store konsekvenser både mentalt og fysisk. Konsekvenser, der også koster penge, siger Janus Tarp.
Undersøgelsen viser, at ca. 30 procent i høj grad eller megen høj grad er bekymrede for, at robotter og teknologi skal overtage den menneskelige plejekontakt.
Giv undervisning
Ca. 540 ud af de godt 800 respondenter svarer, at de har et hjælpemiddel stillet til rådighed.
Langt størstedelen synes, at de får bevilget de hjælpemidler, de har behov for, for at kunne opretholde et aktivt fritids- og arbejdsliv: 83,9 procent føler, at de i ’nogen grad’, ’høj grad’ eller ’meget høj grad’ har indflydelse på, hvilke hjælpemidler, de får bevilget.
Men det handler ikke kun om, at hjælpemidlet kommer i hus hos borgeren. Hvis ikke borgeren får den rette undervisning i at bruge hjælpemidlet, er man lige vidt, mener Janus Tarp.
- Undersøgelsen viser, at det langt fra er alle, der får undervisning i, hvordan hjælpemidlerne skal håndteres. Det bevirker, at hjælpemidler står ubrugte hen - og så er det spild af penge, siger Janus Tarp.
I undersøgelsen har 75,5 procent svaret ja til, at de eller deres pårørende har fået introduktion til de visiterede hjælpemidler.
Forening advarer: Pas på - ensomhed koster også penge
30 procent af medlemmerne hos UlykkesPatientForeningen frygter, at robotter overtager den praktiske hjælp. Selvom mange mennesker med et handicap i høj grad vil klare sig selv, er der også dem, der frygter ensomhed og isolation