I Aalborg har man sat øget fokus på sikker håndtering af medicin.
Gennem det seneste år har ledere og medarbejdere fra to af kommunens plejehjem arbejdet sammen med designere fra Designskolen Kolding om at finde ud af, hvordan man kan mindske medicinfejl ved hjælp af design.
- Uanset hvor mange systemer man har, så kan det ske, at man for eksempel på grund af travlhed ikke får givet medicin, det kommer vi nok ikke udenom, men vi kan måske minimere det. Det her er en ny måde, at gribe det an på. Og det har været spændende, at prøve at arbejde på andre måder også end vi gør normalt, fortæller plejehjemsleder Jytte Pihl fra Mou Plejecenter.
Plejehjemmene og designskolen har i fællesskab udviklet og afprøvet en række nye løsninger. Der er blandt andet udviklet en prototype af en sort medicinbakke, som beboerne nu får deres piller i. Den farvede bakke betyder, at man bedre kan se pillerne, ligesom det er nemmere at få fat i pillerne.
- Beboerne er rigtig glade for det, og det er vi selvfølgelig også, siger social- og sundhedsassistent Susanne Mentz.
Hun oplever, at de nye designløsninger har gjort en forskel i hverdagen. Der er blandt andet også skabt overblik og struktur i medicinskabene ved hjælp af farvekodning. Nu er der tydelig afmærkning af medicinen og noter om, hvordan beboere helst vil tage den.
- Det er både afslappende og betryggende at vide, at der er den orden i medicinskabet, det gør det nemmere for alle, fortæller Susanne Mentz.
I Mou mindsker de medicinfejl ved hjælp af design
Plejepersonale og designere arbejder sammen om nye løsninger, der kan medvirker til at mindske fejl med medicin.