7 skarpe: Conny Rønnow, mad og måltidschef, Skanderborg Kommune.
Hvordan går det med økologien i de offentlige køkkener?
- Det går helt sikkert fremad. Langt de fleste arbejder med økologi på et eller andet plan i dag. Der har været masser af gode tiltag, hvor køkkenpersonalet og dets ledere har fået en grundig vejledning i, hvordan man griber økologien an, uden det koster ekstra
Hvorfor er det så vigtigt at få mere økologi ind i de offentlige køkkener?
- Det kan der være mange gode grunde til, men én af dem, der betyder meget for mig, er rent grundvand. Det har en utrolig stor værdi, at vi bare kan åbne for vandhanen og drikke af det, der kommer ud herfra.
Hvor meget fylder emnet "underernæring" i de offentlige køkkener?
- Underernæring fylder også meget i de offentlige køkkener, og det bliver bestemt ikke mindre i forbindelse med ’Det nære Sundhedsvæsen’, hvor de mange ældre, der udskrives meget tidligt fra hospitalerne, betyder, at vi på det somatiske område får meget mere komplicerede sygdomsforløb hos de ældre, som vi skal forholde os til. Her betyder det tværfaglige samarbejde utrolig meget, og derfor bruges der også i dag mange personaleressourcer på at løse udfordringerne på tværs af faglighederne.
Hvordan ser fremtidens køkken ud for dig?
- Uha! Det er et spændende spørgsmål ... Der sker rigtig meget for tiden på køkkenområdet. Vi har i mange år effektiviseret rigtig meget på køkkendriften, da det var og er de "kolde hænder".
Vi kunne se, at det ernærings- og kvalitetsmæssigt gik den forkerte vej, men først nu er det blevet synligt i hverdagen i den offentlige sektor. Rigtig mange andre faggrupper kan nu også se, hvad maden betyder for livskvaliteten. Derfor går vi nu den modsatte vej - fra at have store produktionskøkkener, skal maden nu gøres færdig tættere på borgerne. Dermed bliver der mere aktivitet omkring måltiderne og sanserne stimuleres hos borgerne. En fantastisk gevinst for faget og vores område.
Der er ingen tvivl om, at det betyder meget, at der er afsat ressourcer til at færdiggøre maden, anrette og servere den på en god måde, der hvor borgerne bor og er. Hermed kan vi sikre den rette ernæring til rette borger, og vi kan virkelig være med til at fremme livsglæden hos borgerne.
Hvad synes du er det vigtigste emne i 2018 for køkkenpersonalet?
- Det er helt klar økologi og madens kvalitet og betydning for borgerne.
Hvordan integreres køkkenernes viden om ernæring mere i plejen i fremtiden?
- I Skanderborg Kommune har vi efterhånden en god erfaring med ernæringsteams for køkken og plejepersonale, hvor blandt andet ernæring, madens kvalitet, færdigtilberedning samt servering drøftes. Derudover har vi statusmøder, som er tværgående og alle interessenter omkring en borger er samlet omkring at finde den bedste løsning for borgeren på de mål der er sat for borgeren.
Hvorfor er det vigtigt, at vi anerkender køkkenernes indsats i pleje-og sygehussektoren?
- Hvis vi skal gøre en forskel for borgerne, skal vi være sammen om at løse opgaverne og have respekt for hinandens fagligheder. Rehabilitering har været et stor indsatsområde de sidste år, men hvordan skal man rehabilitere en borger, der ikke kan stå på sine ben eller bare have energi til at komme i lidt tøj? Efter min mening bør vi oftere starte med at sætte fokus på, hvor meget borgerne spiser, og om de overhovedet kan tygge og synke deres mad. Får vi ikke maden ned i maven giver det ikke energi, og så kommer vi ingen vegne.
Der er stadig rigtig mange, der genindlægges på hospitalerne - måske man her skulle kigge lidt mere på ernæringen og det mad, som borgerne faktisk spiser. Maden giver først næring (og dermed energi) når den er spist.
Der er ingen tvivl om, at vi med mad og god ernæring kan flytte færdigheder. Det har vi masser af eksempler på fra hverdagen.
Maden gør kun gavn, når den bliver spist
Først når ældre og patienter spiser den gode ernæring, giver den energi til krop og sjæl. Derfor er fokus på kvalitet og rette ernæring til rette borger så vigtig, mener Conny Rønnov, mad og måltidschef, Skanderborg Kommune.