23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på MedTechNews
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Elbokøkkenet sætter nye måltider på menuen

Tre-årigt projekt har fokus på dysfagikost og kost til småtspisende borgere i eget hjem

Elbokøkkenet i Fredericia skal nu udvikle nye måltidsløsninger til borgere med dysfagi og småtspisende borgere i eget hjem.

Det sker som led i et tre- årigt projekt, der netop er sat i søen. Projektet, der hedder ’Fristelser i øjenhøjde’, er et samarbejde mellem det fælleskommunale Elbokøkken, Middelfart, Kolding, Fredericia og Haderslev Kommuner, University College Lillebælt og Public Intelligence. Formålet er at give borgere i eget hjem lyst og mulighed for at spise mere.

- Langt de fleste af ældre borgere i eget hjem, som er visiteret til mad, er dårlige. Derfor handler det om, at den mad, der bliver leveret til borgeren, den passer til den enkeltes ernæringsmæssige behov, siger projektleder Kirsten Færgeman fra Elbokøkkenet.

Hvis man er småtspisende, skal man have noget med mange kalorier, som ikke fylder for meget på tallerkenen, og lider man af dysfagi, skal man have mad, man kan tygge og synke.

Elbokøkkenet kommer i forbindelse med projektet til at arbejde med nye kostformer. Og i løbet af foråret skal personale fra køkkenet på kursus hos Aarhus Kommunes produktionskøkken, hvor man har stor erfaring med dysfagikost.

- Det er et kompetenceløft for personalet, fordi man skal virkelig bruge sin faglighed, når man skal udvikle nogle helt nye kostformer, fortæller hun.

Inddrager borgerne

De nye måltidsløsninger skal udarbejdes sammen med borgerne. Det fortæller køkkenchef Niels Amir Abbas, der er overordnet tovholder på projektet.

- De får mulighed for at komme med indspark eller idéer til, hvad de godt kunne tænke sig, og så vil vi prøve at udvikle ud fra det, siger han.

Derudover vil man også inddrage personalet, der arbejder med kost og ernæring i de fire kommuner, og hjemmeplejen i projektet.

Køkkenet forventer at implementere de nye kostformer i efteråret.

- Den ældre generation i dag vil helst have den mad, de kender, nemlig traditionel dansk mad, og de skal have det, de godt kan lide, men det skal være tilpasset deres ernæringsmæssige behov. Og vi skal være sikre på, at det er det rigtige, vi leverer hver dag, og at det er noget, de gerne vil have, siger Kirsten Færgeman.

Konsulentfirmaet Public Intelligence skal blandt andet udvikle protyper og måltidskasser, mens University College Lillebælt blandt andet skal lave ernæringsvurderinger af borgerne.

Projektet, der har fået 4.910.780 kroner i støtte fra Sundheds- og Ældreministeriets pulje, der er målrettet bedre mad til ældre i eget hjem, løber frem til juli 2020. Når det er afsluttet, skal landets øvrige kommuner også kunne få gavn af Elbokøkkenets erfaringer med nye måltidsløsninger, forklarer Niels Amir Abbas.

- Projektet skal kunne rulles ud, så andre kommuner også kan tage det og bruge det, fortæller han.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.173|