23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på MedTechNews
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Sygeplejersker støtter patienter over telefonen

Målet med Aktiv Patientstøtte er færre indlæggelser og øget livskvalitet for mennesker med kroniske sygdomme

Gennem de seneste måneder har alle fem regioner sat gang i en ny, national indsats for mennesker med kroniske sygdomme.

Indsatsen hedder Aktiv Patientstøtte, og den består af telefonisk støtte og coaching fra en sygeplejerske til borgere med en høj risiko for mange akutte indlæggelser.

- En del af konceptet går ud på at forudsige, hvem der er i høj risiko for mange genindlæggelser. Det gør vi baseret på data fra patientjournalerne, forklarer projektleder i Region Midtjylland, Kristine Lindeneg Drejø.

De enkelte borgere bliver kontaktet og inviteret til et indledende møde med en patientstøttesygeplejerske, som skal stå for den fremtidige støtte. I Region Midtjylland holdes opstartsmøderne i de kommunale sundhedscentre. Herefter er den videre kontakt og hjælp baseret på coaching over telefonen. Støtten varer cirka seks til ni måneder og tager udgangspunkt i den enkeltes behov og ønsker.

- Det er en pædagogisk og coachende indsats, som primært handler om at hjælpe de her mennesker med at navigere i deres liv, forklarer hun.

Erfaringer fra en tilsvarende indsats i Sverige viser, at en telefonisk støtte kan øge livskvaliteten og mindske antallet af indlæggelser.

Nærvær

Patientstøttesygeplejerskerne er alle sygeplejersker, som har erfaring på tværs af de forskellige sektorer.

Jytte Grynderup Andersen er patientstøttesygeplejerske i Region Midtjylland.

Hvad er din vigtigste rolle?

- Det er at være nærværende og kunne håndtere de temaer, der kommer op, fortæller hun.

Der er mange borgere, der har flere kroniske sygdomme eksempelvis KOL eller diabetes. Det handler primært om at hjælpe dem og støtte dem omkring deres livskvalitet.

- Jeg skal indgå i det her samarbejde på borgerens præmisser, forklarer hun.

Alle sygeplejersker har fået kompetenceudvikling i forbindelse med Aktiv Patientstøtte.

Glade patienter

Sygeplejerskerne i Aktiv Patientstøtte fungerer som ideelle pårørende.

Det forklarer Kristine Lindeneg Drejø.

- De har ikke andre beføjelser ind i sundhedsvæsenet, end man ville have som pårørende på sidelinjen. De har en sygeplejefaglig baggrund, og det er rigtig vigtigt, men de har ingen henvisningsmuligheder rundt i systemet, fortæller hun.

I Region Midtjylland har man lige nu 10 patientstøttesygeplejersker, og næste år bliver der ansat yderligere 10.

Hvad er de vigtigste erfaringer med indsatsen indtil videre i Region Midtjylland?

- Erfaringerne er, at patienterne gerne vil deltage, og der bliver taget godt imod det, siger Kristine Lindeneg Drejø.

- Jeg kan se, det betyder noget for patienterne. De er mere glade og bliver mere handlingsorienterede, fordi der er nogen, der kerer sig om dem og går ind i de store og små ting, som betyder noget for dem, supplerer Jytte Grynderup Andersen.

Indsatsen følges tæt af et forskningsprojekt, som undersøger virkningen af Aktiv Patientstøtte.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.156