Gennem det seneste år har Sundhedsstyrelsen sammen med fem kommuner afprøvet en ny model til målrettet pleje af mennesker med demens og adfærdsmæssige og psykiske symptomer - også kaldet BPSD.
En dugfrisk midtvejsevaluering viser nu, at den nye plejemodel har bidraget til bedre trivsel blandt beboere på de 24 plejehjem, der deltager i afprøvningen af modellen.
Som led i midtvejsevalueringen, der er foretaget af COWI, har man besøgt plejehjemmene og indsamlet data blandt andet fra det BPSD-system, der anvendes dagligt som en del af metoden. Og der er sket et statistisk signifikant fald i BPSD-symptomer hos beboerne.
- Vi har stadig et år tilbage af projektet, men indtil videre tyder det på, at den her model har bidraget til, at beboerne har færre symptomer. Præcis som vi havde håbet på. Det er vi rigtig glade for, siger projektleder Sara Louise Friis Rose fra Sundhedsstyrelsen.
Det er også personalets oplevelse, at beboernes trivsel er øget, fortæller hun. De oplever desuden, at de nu iværksætter en mere systematisk og målrettet indsats over for beboerne, og at de i højere grad nu arbejder ud fra det samme mål.
Ny plejemodel har skabt bedre trivsel
En model til målrettet pleje af beboere med demens og adfærdsmæssige og psykiske symptomer afprøves i øjeblikket på plejehjem i fem kommuner. Dugfrisk midtvejsevaluering viser gode resultater.