'Vi skal væk fra kortsigtede tankegange'

Færre unge og flere ældre betyder, at den danske plejesektor kommer til at mangle flere og flere hænder som årene går.

Løsningen kan ligge på indkøb af mere velfærdsteknologi. Men det er ikke altid, at den mest kosteffektive teknologi lægges i indkøbskurven i kommuner og regioner. Det mener fysioterapeut og indehaver af den velfærdsteknologiske virksomhed Vendlet, Peter Maindal.

Hans pointe er, at man ikke udnytter det potentiale, der ligger i det store tag-selv bord af velfærdsteknologi, der findes på markedet. Udfordringen ligger i det udbudsretlige system, der foreskriver, at offentlige myndigheder køber ’bedst og billigst’, mener Peter Maindal.

- Beslutningstagerne er præget af kortsigtede besparelsestanker, der resulterer i dårlige arbejdsredskaber for plejepersonalet. Udfordringen ligger i tolkningen af udbudsloven. Indkøberne køber ind bedst og billigst, men tolker loven som om, det er selve indkøbsprisen, der skal afgøre om et produkt er billigt. Man bliver dog nødt til at kigge på et produkts totale omkostninger - total cost of ownership - i stedet for alene at kigge på et produktets indkøbspris, mener han.

- Det regnestykke lægger udbudsloven ikke op til, at indkøberne skal forholde sig til. Det er i hvert fald vores oplevelse, siger Peter Maindal.

Forvent ikke flere mennesker

Maindal oplever, at problematikkens omdrejningspunkt er en stærk økonomisk dagsorden. En dagsorden, hvor KL’s rammeaftale med regeringen betyder, at kommunernes straffes, hvis de overskrider deres budgetter.

- Det betyder, at kommunerne sjældent ser længere frem end et år af gangen. Og dermed straffer man de løsninger, der rent faktisk over år kan betyde store besparelser og frigivelse af mange menneskelige ressourcer, siger Vendlets indehaver.

Peter Maindals budskab bakkes op af Morten Rasmussen, direktør i Dansk Rehab Gruppe, brancheforeningen for hjælpemidler og velfærdsteknologi i Danmark:

- Erfaringerne med at tænke totaløkonomi ind i offentligt indkøb er desværre noget mangelfulde herhjemme - og det på tværs af kommuner, regioner og stat. Men jeg oplever ikke, det er viljen fra indkøbersiden, der mangler - det er snarere en forkert incitamentsstruktur, der belønner kortsigtede besparelser samt manglende værktøjer og politisk prioritering af området. Resultatet er desværre, at der alt for ofte indkøbes billige løsninger som er dyrere og dårligere i længden ...

Han tilføjer:

- Kommunerne står reelt bag et offentligt indkøbsmonopol på hjælpemidler og velfærdsteknologi. Det er en købermagt, der fordrer en høj grad af ansvarlighed ift. markedsudviklingen og innovationsmuligheder - men som også rummer enorme muligheder for teknologiudvikling og partnerskaber mellem det offentlige og de private leverandører, hvis mulighederne gribes.

- Fra branchens side søger vi dialogen med kommuner og regioner omkring de bedste langsigtede løsninger. Både udbydere og leverandører kan blive bedre til at udnytte dialogmulighederne i udbudsloven, og det må vi gøre mens vi samtidigt presser på politisk for at fremme totalomkostningsperspektivet og mere værdibaserede offentlige indkøb i bredere forstand, siger Morten Rasmussen.

Tester uden at købe

Peter Maindal anfægter også, at mange velfærdsteknologiske projekter i kommunerne med syvtommersøm er naglet fast til puljemidler.

- Kommunerne tester og tester, fordi de får puljemidler til at teste nye produkter. Men når projekterne er testet færdigt, ender kommunerne alligevel med at købe billigere alternativer, men alternativer, der ikke nødvendigvis kan løse problematikken med for få hænder. Tankegangen er simpelthen for kortsigtet, siger Peter Maindal.

Han understregerne, at han ikke anfægter indkøbernes tankegang.

- Indkøberne kan for det meste godt se, når et køb ikke kan betale sig i længden. Men de er bundet på hænder og fødder på grund af lovgivningen.

Hvad er løsningen?

- En af løsningerne er at definere "billigst", så "billigst" udregnes på indkøb og drift af et hjælpemiddel.

Magasinet Pleje har forsøgt at få en kommentar fra IKA - foreningen af offentlige indkøbere, som desværre ikke nåede at vende tilbage inden redaktionens deadline.