På Akutafdelingen på Hospitalsenheden Horsens har man for knapt et år siden ansat tre patientassistenter. Og det har gjort en forskel i hverdagen for både patienter og det øvrige plejepersonale på afdelingen.
De skal blandt andet sørge for, at patienter i venteværelset får den information, de har brug for. De henter et glas vand til patienten, informerer om eventuel ventetid og tager en snak med de pårørende. Og de viser vej og følger patienter til undersøgelser.
Patientassistenterne har en sundhedsfaglig baggrund som sosu-assistenter med mange års praktisk erfaring.
Hvorfor skal de have en sundhedsfaglig baggrund?
- Det skal de, fordi de skal kunne observere nogle ting. Når de går ud i venteværelset, og informerer patienter og pårørende, der sidder derude, så skal de kunne observere, hvis der er nogle ting, der skal tages affære på. Og de skal kunne spørge ind til smerter, og kunne lægge en ispose og give to panodiler i samråd med en sygeplejerske, fortæller afdelingssygeplejerske Tina Le Fevre.
Patientassistenterne laver dog ikke direkte sygeplejefaglige opgaver.
Tæt samarbejde
Patientassistenterne kommer både rundt i venteværelset og på patientstuerne.
- Når jeg møder, så går jeg rundt på stuerne, for at lige danne mig et overblik over, hvem vi har i huset lige nu, og så går jeg simpelthen i gang med at hjælpe med det samme. Der er også mange kliniske observationer. Vi spørger for eksempel meget ind til smerter, fortæller patientassistent Dagny Krogh Vinjeborg.
Og der er et tæt og godt samarbejde mellem patientassistenterne og det øvrige plejepersonale på Akutafdelingen. Patientassistenterne melder tilbage til sygeplejersken, når de laver nogle observationer, og så tager sygeplejersken stilling til, hvad der videre skal ske.
- Samarbejdet er helt vildt godt. De er rigtig gode til at bruge hinanden, fortæller Tina Le Fevre.
Hvad betyder patientassistenterne for afdelingen, oplever du?
- Det har virkelig gjort en forskel for vores patienter, det er jeg ikke i tvivl om, og vores sygeplejersker synes også, det er rigtig godt. Hvis det stod til mig, så er det noget, der skal fortsætte altid, og noget som mange andre afdelinger kunne have rigtig god gavn af også, siger Tina Le Fevre.
Patientassistenter er rykket ind på Akutafdelingen i Horsens
Patientassistenterne har en sundhedsfaglig baggrund som sosu-assistenter, og de skal bl.a. sørge for, at patienterne i venteværelset får den information, de har brug for