Fagforeningen FOA har for nylig meldt ud, at de går ind i sagen om overvågning af to medarbejdere, der har talt krænkende til en borger på Plejecentret Blomstergården i Dianalund. Familien til kvinden har optaget fagpersonalet under arbejdet i borgerens bolig. Og FOA har politianmeldt familien for optagelserne.
Lydoptagelserne har indtil nu ført til, at to ansatte har måttet forlade plejecenteret.
Men hvorfor politianmelder FOA de pårørende? Og hvad sker der i kølvandet på sådan en historie, når den rammer de landsdækkende medier?
Vi har spurgt formand for FOA’s social- og sundhedssektor, Karen Stæhr.
- Vi har politianmeldt sagen, fordi det dels er vigtigt, at vi får slået fast, at det ikke er lovligt at optage medarbejdere uden deres samtykke og uden at man selv er part i sagen. Overvågning skal skiltes i hjem, der regelmæssigt fungerer som arbejdsplads for andre. De ansatte skal ikke leve med ulovlig overvågning. Men samtidig vil vi også gerne starte en debat omkring årsagen til den forråelse, vi til tider oplever i samfundet. Hvorfor tier vi om den? Hvorfor bliver vi en del af den? Og hvorfor bliver plejepersonale drevet helt derud, hvor de reagerer uden overskud og uden empati? Jeg nægter selv at tro på, at nogen går på arbejde på morgenen med den forudsætning at ’i dag skal jeg gøre nogen ondt’. Men vi kan alle blive drevet derud, hvor vi reagerer anderledes end vi normalt ville have gjort.
Har I fået andre henvendelser om lignende sager, siden sagen fra Dianalund ramte medierne?
- Nej, heldigvis ikke. Jeg tror, at de sager der er, kommer frem i lyset, fordi udgangspunktet for optagelserne netop er at få dem frem - enten i medierne, på Facebook eller andre steder.
Uden at kommentere den pågældende sag yderligere - for Karen Stæhr har også tavshedspligt i sådanne tilfælde - bekymrer det formanden, at personale såvel som plejehjemsledere ikke kan forsvare sig, så debatten i medierne bliver megen ensidig.
- Vi har en udfordring - også på de sociale medier - hvis fagpersonalet kan hænges ud uden mulighed for at svare igen, siger hun.
Gør det fagligt
I 2010, da en lignende sag ramte avisernes spalter, startede FOA kampagnen ’Sig det højt - Gør det fagligt’.
FOA ville med kampagnen sætte fokus på, hvor vigtigt det er, at vi taler med hinanden om de dilemmaer, vi står med i vores hverdag. En kampagne, der med sagen fra Dianalund igen er aktuel.
- Lad mig slå fast, at det ikke er acceptabelt at tale grimt til en borger, og der skal sættes en stopper for det med det samme. Vi bærer alle et ansvar for, at sige fra. Men man kan blive fyldt op og miste sin rummelighed, hvis man bliver presset nok, og hvis ikke man har et sted at læsse af. Eller hvis arbejdsmiljøet på arbejdspladsen generelt er dårligt. Hvis man går på arbejde om natten og alene har ansvaret for 30-50 borgere, er det vanskeligt at opfylde et krav om, at man stadig har samme smil på og samme overskud, når det hele ramler. Men det gør altså noget ved medarbejderne. Og så kan det ende med en sazg, som den fra Dianalund, der er så ulykkelig - for alle parter, siger hun.
FOA: Derfor politianmelder vi familien, der optog plejepersonale
Sagen om pårørendes overvågning af plejepersonale på et plejehjem på Sjælland ramte medierne i juli. Siden er den eskaleret, bl.a. med politianmeldelse af en ældres kvindes familie