Et flertal af danske kommuner vurderer, at elbilernes indfasning i registreringsafgiften, der trådte i kraft den 1. januar 2016, vil stoppe eller udskyde deres indkøb af elbiler i år. Det viser en rundspørge, elselskabet E.ON har foretaget blandt danske kommuner.
Landets kommuner har hidtil stået for en betydelig del af det danske salg af elbiler, men det lader nu til at være slut. To ud af tre kommuner, der har deltaget i rundspørgen, fortæller, at den nye afgift på elbiler har sat en stopper for deres indkøbsplaner for elbiler i år. Dette underbygges af salgstal fra første halve år, der viser, at danske kommuner kun har købt 36 elbiler. Til sammenligning erhvervede kommunerne sidste år 322 elbiler.