En herretur, et besøg af besøgshunde, en bytur i en cykelrickshaw eller en erindringsdans.
Sundheds- og Ældreministeriet har netop givet blandt andre en række kommuner, foreninger og frivillige støttegrupper penge fra satspuljen til forskellige initiativer, som skal give ældre på plejehjem en større livskvalitet.
Blandt modtagerne af puljemidlerne er Alzheimerforeningen, som nu kan udbrede Erindringsdans til endnu flere plejehjem - plejecentre, som endnu ikke har uddannet Erindringsdansinstruktører, men som brænder for at igangsætte Erindringsdans som en livsglædende aktivitet i tæt samarbejde med frivillige.
Foreningen Cykling Uden Alder har også fået støtte fra satspuljen til at give plejehjemsbeboere oplevelser med cykelture. Under mottoet ’Alle har ret til vind i håret’ vil foreningens frivillige cykle ældre rundt i cykelrickshaws mange steder i landet.
Forskning viser, at oplevelser med kæledyr og den fysiske kontakt med besøgshunde kan styrke ældres og demensramtes mentale helbred og give dem større livskvalitet. Og på Plejecenter Holmegården i Vejle Kommune har man fået støtte til blandt andet at anskaffe sig kæledyr og aktiviteter med besøgshunde.
En verden til forskelSundheds- og Ældreministeriet har nu udmøntet første del af en pulje på 20 mio. kr., der går til forskellige initiativer, som kan styrke beboernes personlige og sociale trivsel.
"Vi har alle i ny og næ brug for oplevelser, der kan pifte tilværelsen op og få os i godt humør, og det ændrer sig jo ikke, bare fordi man kommer op i årene og flytter på plejehjem. Derfor er det også vigtigt, at beboerne har mulighed for at tage på ture, få oplevelser med mad, dans og musik eller besøgshunde. Den slags oplevelser kan gøre en verden til forskel i hverdagen og være med til at skabe livsglæde og sociale fællesskaber på plejehjemmene", siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde.
Der udmøntes i alt ca. 8,7 mio. kr. i 2016 og 2017 til 68 ansøgere.
Pengene udmøntes over fire år; De første 4 mio. kr. i 2016, 5 mio. kr. i 2017, 5,5 mio. kr. i 2017 og 5,5 mio. kr. i 2019.
Næste runde med ansøgningsmidlerne for 2018 og 2019 vil blive udmeldt i 2018.