Styrelsen for Patientsikkerheds reaktive tilsyn med behandlingssteder i sundhedsvæsnet omlægges til et risikobaseret tilsyn. Det er resultatet af en bred politisk aftale, der netop er blevet forhandlet på plads i Sundheds- og Ældreministeriet.
Aftalepartierne er enige om at omlægge Styrelsen for Patientsikkerheds nuværende, reaktive tilsyn med behandlingssteder på sundhedsområdet til et proaktivt, risikobaseret tilsyn. Det betyder i praksis, at de lovbundne, faste tilbagevendende tilsyn med bl.a. private sygehuse og plejehjem ophører, og at styrelsen i stedet fremover vil føre tilsyn med de ca. 11.400 behandlingssteder på baggrund af risikovurderinger.
Et risikobaseret tilsyn indebærer, at de behandlingssteder, der i dag omfattes af de faste tilbagevendende tilsyn vil modtage færre tilsyn, mens de øvrige behandlingssteder vil modtage flere tilsyn end i dag.
Omlægningen til et mere risikobaseret tilsyn skal sikre, at Styrelsen for Patientsikkerheds ressourcer anvendes der, hvor risikoen for patientsikkerheden ud fra en løbende helhedsbetragtning er størst.