En patient, der har fået en ny hofte, har otte gange større sandsynlighed for at blive tilbudt en genoptræningsplan, hvis han bliver behandlet på det sygehus, der udskriver flest genoptræningsplaner i forhold til det sygehus, der udskriver færrest. Det viser en analyse, KORA har foretaget af, hvor mange genoptræningsplaner landets sygehuse udskriver.
"Vores analyse siger ikke noget om, hvilket niveau, der er det rigtige. Måske er der nogle sygehuse, hvor der er unødigt mange, der bliver henvist til genoptræning, og måske er der nogle sygehuse, der udskriver for få genoptræningsplaner. Det er en sundhedsfaglig vurdering, hvad der er det rette niveau, og der kan også være forskel på patienternes generelle sundhedstilstand mellem sygehusene. Vi kan blot konstatere, at der er stor forskel på, i hvilket omfang patienterne får tilbudt af genoptræning – alt efter hvilket sygehus de er blevet behandlet på," siger seniorprojektleder i KORA, Simon Feilberg, som står bag rapporten.
Analysen fokuserer på variation i antal genoptræningsplaner på tre specifikke behandlingsområder: muskel-skelet lidelser, neurologi og kardiologi. Fælles for alle tre områder er, at der generelt bliver visiteret mange patienter til genoptræning. Men fælles er altså også, at der er store lokale forskelle.
Hofteoperationer er den behandling, hvor der er størst forskel. Men også når det for eksempel gælder knæoperationer, er der stor forskel. Her er der 4,5 gange større sandsynlighed for at blive henvist til genoptræning på nogle sygehuse frem for andre.
"Sygehusene inden for én region har også uens visitationspraksis. Der er næsten lige så stor forskel på sygehusene inden for en region, som der er på sygehuse på tværs af regioner," siger Simon Feilberg.
Analysen har fokus på de to kategorier ”almindelig genoptræningsplan” og ”specialiseret genoptræningsplan”
Analysen ser på variationen og udviklingen i antallet af genoptræningsplaner i regioner, sygehuse og kommuner