Siden 2012 har Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune arbejdet på at samle udskrivninger fra Region Nordjyllands sygehuse ét sted. Udskrivningsenheden skal koordinere og dermed gøre overgangen fra sygehus til eget hjem eller kommunalt tilbud nemmere. Og det har været så stor en succes, at initiativet nu udbredes til udskrivninger af kommunens borgere fra alle danske sygehuse.
Aalborg Kommunes Udskrivningsenhed skal varetage alle udskrivelser af borgere fra sygehus til Ældre- og Handicapforvaltningen. Når borgeren udskrives, skal Udskrivningsenheden bevilge ydelser, indtil en selvhjælpskoordinator eller visitator kan aflægge besøg hos borgeren. Ydelserne omfatter blandt andet hjemmepleje, sygepleje, hjælpemidler, træning og mad.
Ældre- og Handicapforvaltningens nye initiativ træder i kraft den 1. maj 2016.